Efter din operation for urinrørsforsnævring vil du opleve, at der dannes arvæv omkring det sted i urinrøret, hvor du blev opereret. Det betyder, at forsnævringen kan opstå igen.
Du kan forebygge, at det opstår igen, ved at bruge et kateter med jævne mellemrum.
Efter din operation får du en tid i Urologisk Ambulatorium, hvor vi lærer dig, hvordan og hvor ofte du skal bruge kateter.
Sådan gør du
Følg nedenstående fremgangsmåde, når du skal indsætte kateter:
- Vask 1 gang dagligt omkring urinrørsåbningen med vand og sæbe. Har du diarré, bør du vaske før hver gang, du bruger kateter.
- Gør kateteret klar og placér det i nærheden af toilettet.
- Vask hænder.
- Tag kateteret ud af posen og før det op i urinrøret, indtil urinen begynder at løbe.
- Når urinen holder op med at løbe, skal du dreje kateteret en omgang og langsomt trække det ud.
- Smid kateteret ud.
- Vask hænderne igen.
Så ofte skal du bruge kateter
Du skal som udgangspunkt følge nedenstående intervaller, medmindre der er lavet en anden aftale med lægen.
- Du skal starte cirka 1 uge efter operationen.
- Du skal bruge kateter 2 gange om ugen de første 4 uger.
- Herefter 1 gang om ugen de følgende 4 uger.
- Derefter kan du forsøge med 1 gang hver 14. dag eller efter behov.
Vær opmærksom på
Hvis der er blod i kateteret
Det betyder ikke noget, hvis der sidder blod i kateteret, efter du har trukket det ud. Det skyldes blot, at kateteret har gennembrudt forsnævringen eller lavet en ubetydelig rift i urinrøret.
Brug nyt kateter hver gang
Du skal bruge et nyt kateter hver gang. Du får udleveret katetrene i Urologisk Ambulatorium, indtil vi er færdige med at kontrollere forsnævringen. Herefter skal du selv betale for de katetre, du skal bruge. Vi fortæller dig, hvor du kan købe disse.
Vær opmærksom på blærebetændelse
Når du jævnligt anvender kateter, har du lettere ved at få blærebetændelse. Hvis du har ildelugtende urin eller mistanke om blærebetændelse, er det en god idé at drikke 1 liter væske i løbet af kort tid og indføre kateteret efter hver vandladning eller 1 gang i timen de følgende timer. Får du feber, smerter eller blodig urin, skal du kontakte din egen læge for eventuel behandling.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.