CT-skanning med blodprøve, peroral og kontrast, Thisted
-
-
Selve undersøgelsen
Under undersøgelsen ligger du på et leje, som bevæger sig hurtigt gennem en åbning i CT-skanneren, mens der tages billeder med få millimeters afstand af det ønskede område.
Drik kontrastvæske inden undersøgelsen
Når du møder på afdelingen, får du udleveret kontrastvæske, som du skal drikke i løbet af 1 time. Væsken består af 700 ml vand tilsat kontraststof. Kontrastvæsken hjælper lægerne med at tolke skanningsbillederne.
Intravenøs kontrast
CT-skanningen udføres ofte med indsprøjtning af kontrastvæske. Du får anlagt en venflon (lille plastikrør i en blodåre), og gennem den kan vi indsprøjte kontrastvæske. Kontrastvæsken fordeler sig i blodkarrene og de indre organer, og så kan vi skelne disse fra hinanden.
Kontrastvæsken kan give dig en kortvarig varmefornemmelse i kroppen, specielt i underlivet.
Hvor lang tid varer undersøgelsen?
Hele undersøgelsen varer cirka 1½ time. Hvis du har fået kontrastvæske, anbefaler vi dig at blive på hospitalet i yderligere 30 minutter.
-
Bestil tid til en blodprøve inden undersøgelsen
2-6 dage inden undersøgelsen hos os skal vi bruge en blodprøve (P-kreatinin) fra dig. Vi har rekvireret prøven, men du skal selv bestille tiden, enten hos din egen læge eller på et hospital. Får du ikke taget blodprøven eller er prøven mere end 7 dage gammel, kan vi være nødt til at aflyse din undersøgelse.
Vil du have taget prøven på et hospital i Region Nordjylland, skal du bestille tid påwww.booking.rn.dk. Du skal bruge MitID for at bestille. Husk at medbringe dit sundhedskort, når du møder op.
Ring til os, hvis du er gravid
Hvis du er – eller kan være – gravid, skal du kontakte os inden aftalen, da det kan have indflydelse på gennemførelsen af undersøgelsen. Du finder telefonnummeret i kontaktboksen på næste side.
Drik rigeligt dagen før undersøgelsen
Dagen før undersøgelsen skal du drikke rigeligt med væske – mindst 1 liter. Det kan fx være vand, saftevand eller juice. Når din krop får væske nok, kan dine nyrer bedre udskille kontrastvæsken.
Spis et let måltid på undersøgelsesdagen
For at opnå de meste tydelige billeder ved undersøgelsen anbefaler vi, at det seneste måltid, du spiser inden undersøgelsen, er et let fordøjeligt måltid. Det kan fx bestå af suppe, yoghurt eller hvidt brød, der hurtigt kan fordele sig i tarmen.
-
Vær opmærksom på overfølsomhed
Kontrastvæsken udskilles med urinen, men kan ikke ses.
I sjældne tilfælde kan der forekomme en reaktion efter nogle få timer og op til flere dage efter undersøgelsen. Det kan vise sig ved hævelse i ansigtet, specielt omkring øjnene, eventuelt hudreaktion med rødme og kløe på kroppen. Efter undersøgelsen får du udleveret en vejledning herom.
Drik rigeligt
Når du er færdig med undersøgelsen, må du spise og drikke, som du plejer. Vi opfordrer dig til at drikke rigeligt, hvis du har fået indsprøjtet kontrastvæske.
Svar på undersøgelsen
Hvis du er henvist af din egen læge, kan du ringe dertil og få svar efter 5 hverdage.
Hvis det er et ambulatorium på hospitalet, der har henvist dig, vil du få svar per brev derfra – medmindre du har en anden aftale.
-