Du skal have foretaget en røntgenundersøgelse af tyndtarmen. For at vi bedre kan vurdere røntgenbillederne og dermed din tyndtarm, skal du drikke kontrastvæske under undersøgelsen.
Sådan foregår undersøgelsen
Du skal drikke kontrastvæske. Kontrastvæsken er kold. Radiografen følger et skema, hvor du med bestemte intervaller skal have taget billeder. På denne måde kan vi følge kontrastvæsken gennem din tyndtarm.
Undersøgelsen er først færdig, når kontrastvæsken når ned til din tyktarm. Dette er forskelligt fra person til person, og derfor kan undersøgelsen vare fra 1 ½ time til ½ dag.
Sådan forbereder du dig
Ring til os, hvis du er gravid
Hvis du er – eller kan være – gravid, skal du kontakte os inden aftalen, da det kan have indflydelse på gennemførelsen af undersøgelsen.
Mød fastende til undersøgelsen
Du skal faste inden undersøgelsen, så din mave og tarm er helt tom. Det er vigtigt, for at vi kan tage brugbare billeder og dermed udføre undersøgelsen bedst muligt. Møder du ikke fastende, kan vi være nødt til at aflyse din undersøgelse. Du skal derfor følge disse retningslinjer:
Du må ikke spise, drikke eller ryge fra 6 timer før undersøgelsen. Heller ikke spise pastiller, bolsjer eller tygge tyggegummi.
Tag din sædvanlige medicin
Får du vigtig medicin, må du tage den 2 timer inden undersøgelsen. Hvis den skal tages med vand, så brug så lidt vand som muligt.
Når du kommer hjem
Spis som normalt
Når undersøgelsen er færdig, må du spise og drikke, som du plejer.
Du kan opleve forstoppelse
I 2-3 dage efter undersøgelsen kan din afføring være lys, og du kan få forstoppelse på grund af kontrastvæsken. Det kan du afhjælpe ved at drikke rigeligt og spise groft brød, grøntsager og frugt.
Svar på undersøgelsen
Hvis du er henvist af din egen læge, kan du ringe dertil og få svar efter 5 hverdage.
Hvis det er et ambulatorium på hospitalet, der har henvist dig, vil du få svar per brev derfra – medmindre du har en anden aftale.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål til undersøgelsen, er du velkommen til at kontakte os.