Du skal have foretaget en røntgenundersøgelse af din mavesæk.
Sådan foregår undersøgelsen
Undersøgelsen foregår ved, at vi røntgenfotograferer din mavesæk i forskellige positioner, efter at du har drukket kontrastvæske. Kontrastvæsken hjælper lægen med at tolke røntgenbillederne.
Når du møder, skal du først drikke kontrastvæske. Kontrastvæsken har en tyktflydende konsistens, som minder om milkshake.
Derefter skal du ligge på et leje i forskellige positioner, mens vi røntgenfotograferer. Billederne giver os et indtryk af din mavesæk fra forskellige sider. Vi slutter af med at tage røntgenbilleder, mens du står op, hvis det er muligt.
Undersøgelsen varer cirka 30 minutter.
Sådan forbereder du dig
Mød fastende til undersøgelsen
Du skal faste inden undersøgelsen, så din mavesæk er helt tom. Det er vigtigt, for at vi kan få et godt indblik til organerne og dermed udføre undersøgelsen bedst muligt. Møder du ikke fastende, kan vi være nødt til at aflyse din undersøgelse. Du skal derfor følge disse retningslinjer:
- Du må ikke spise, drikke eller ryge fra 6 timer før undersøgelsen. Heller ikke spise pastiller, bolsjer eller tygge tyggegummi.
Tag din sædvanlige medicin
Får du vigtig medicin, må du gerne tage den inden undersøgelsen. Hvis den skal tages med vand, så brug så lidt vand som muligt.
Medbring mad og insulin, hvis du har sukkersyge
Hvis du har sukkersyge og får insulin, skal du tage både insulin og en madpakke med
Når du kommer hjem
Drik rigeligt dagen efter undersøgelsen
Det er vigtigt, at du drikker rigeligt, det vil sige mere end sædvanligt, dagen efter undersøgelsen.
Du får svar på undersøgelsen
Du får svar på undersøgelsen af den læge eller afdeling, der har henvist dig.
Mulige risici
Der er risici forbundet med røntgenstråling. Fordelene ved at bruge røntgenstråler overstiger dog i langt de fleste tilfælde den risiko, der er ved at få foretaget en røntgenundersøgelse. Vil du vide mere om risici, kan du læse mere påpatienthåndbogen.dk. Søg på: 'røntgenstråler og risici'.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål til undersøgelsen, er du velkommen til at kontakte os.