Fjernelse af skildvagtslymfeknuder i armhule
Dette er en information til dig og dine pårørende om den operation, hvor du skal have fjernet skildvagtslymfeknuder i din armhule.
Skildvagtlymfeknuden, også kaldet Sentinel Node, er den eller de lymfeknuder i armhulen, som lymfevæsken fra brystet først løber op til. Lægen fjerner skildvagtslymfeknuder for at undersøge, om der er kræftceller deri.
-
Dette er en information til dig og dine pårørende om den operation, hvor du skal have fjernet skildvagtslymfeknuder i din armhule.
Skildvagtlymfeknuden, også kaldet Sentinel Node, er den eller de lymfeknuder i armhulen, som lymfevæsken fra brystet først løber op til. Lægen fjerner skildvagtslymfeknuder for at undersøge, om der er kræftceller deri.
-
Inden operationen sprøjter sygeplejersken lidt radioaktiv væske ind i dit bryst. Under operationen bliver brystet også sprøjtet med blåt farvestof. Disse indsprøjtninger hjælper lægen med at finde skildvagtslymfeknuderne. Hverken den radioaktive væske eller det blå farvestof er farligt for dig.
Hvis du ved, at du ikke kan tåle farvestof og derfor kan risikere en allergisk reaktion, skal du informere lægen eller sygeplejersken om dette.
Inden du bliver bedøvet, får du lagt et drop i håndryggen, som giver dig væske. Du bliver også tilkoblet overvågningsudstyr.
Når du er bedøvet, fjerner lægen skildvagtslymfeknuderne i armhulen. Disse bliver undersøgt i de efterfølgende dage.
I sjældne tilfælde kan sporstofferne ikke finde dine skildvagtslymfeknuder, og lægen kan derfor blive nødt til at bortoperere alle lymfekirtlerne i armhulen.
Selve operationen varer 30–60 minutter. Efter operationen bliver du kørt til opvågningsstuen, hvor du bliver observeret, indtil du udskrives.
-
Mød fastende
Du skal faste, før du skal bedøves. Følg disse regler, medmindre du har fået andet at vide af lægen:
- Stop med at spise 6 timer før. Det gælder al mad.
- Stop med at drikke 2 timer før. Du må gerne drikke klare væsker indtil 2 timer før. Klare væsker kan være: vand, saftevand, te, kaffe, juice uden frugtkød. Væsken må gerne indeholde sukker. Din krop kan bruge energien, så du har det godt.
- Put intet i munden fra 2 timer før. Lad være at tygge tyggegummi, spise pastiller eller andet, der stimulerer dannelsen af spyt.
- Du må tage medicin som aftalt med anæstesilægen. Er du i tvivl, så lad være at tage medicinen, men medbring den.
- Særligt for børn og unge under 18 år. Følg reglerne ovenfor. Du må drikke klare væsker indtil 1 time før.
Er du i tvivl, så kontakt os. Det er vigtigt for din sikkerhed under bedøvelsen, at du følger reglerne. Du kan se en video om fastereglerne her:
https://video.RN.dk/sadan-faster-du-for-en-operation
Fjern makeup og løse genstande
Af hensyn til hygiejne og sikkerhed under operationen skal du forberede dig således:
- Makeup. Fjern al makeup og neglelak. Under operationen skal vi kunne iagttage din huds naturlige farver.
- Smykker. Fjern løse dele såsom smykker, piercinger, ur og ringe. Smykker er samlingssted for bakterier, der øger risikoen for infektion.
- Daglige hjælpemidler. Briller, høreapparat og tandprotese tager vi af dig lige inden du bedøves.
- Kontaktlinser. Du må ikke have kontaktlinser på under operationen.
Fjern hår i operationsområdet
2 dage før operationen skal du fjerne hår i armhulen. Undlad at bruge en skraber, da denne kan efterlade små rifter i huden og derved øge risikoen for infektion. Barber dig derfor med en barbermaskine eller trimmer. Hvis du ikke selv har mulighed for at barbere dig, vil vi hjælpe på operationsdagen.
Vask dig grundigt før operationen
Tag et bad om aftenen eller morgenen, og vask dig grundigt med vand og sæbe – særligt på stedet for indgrebet. Tag også renvasket tøj på. Undlad at smøre dig ind i fed creme, da det gør det vanskeligt at desinficere dig inden operationen. Brug heller ikke deodorant i den armhule, hvor du skal opereres. Så har du gjort det, du kan, for at mindske risikoen for infektion.
Tag medicin som aftalt på forberedelsesdagen
Hvis du plejer at tage medicin om morgenen, er det narkoselægen, der bestemmer, hvad du eventuelt skal have på operationsdagen.
Tag imod smertestillende før operationen
Vi giver dig en eller flere tabletter, som du må skylle ned med vand. Tabletterne er oftest langtidsvirkende smertestillende medicin, der optages under operationen, og som virker efter operationen.
-
Risiko for blødning
De første timer efter operationen er der en lille risiko for, at der kan opstå blødning i såret. Sker det, kan det blive nødvendigt at stoppe blødningen ved en ny, mindre operation. Denne blødning kan farve huden omkring såret blå. Den blå farve forsvinder af sig selv i løbet af 2-3 uger.
Forvent misfarvning af urin og afføring
Det blå farvestof, som sprøjtes i brystet under operationen, kan farve din urin og afføring blågrøn i et par dage. Det kan også gøre dig lidt bleg, men det forsvinder efter 1-2 dage.
Hurtigt ud af sengen
Det er vigtigt, at du kommer i gang med at bevæge dig efter operationen. Det mindsker risikoen for komplikationer. Du skal derfor forvente, at vi allerede få timer efter operationen beder dig om at komme ud af sengen og gå omkring. Vi støtter dig selvfølgelig i det omfang, du har brug for det.
Fysioterapi
Efter operationen kan armhulens muskler og sener blive stramme og midlertidigt svækkede.
I dit behandlingsforløb kommer du derfor til at tale med en fysioterapeut, der vejleder dig i forebyggende øvelser.
Udskrivelse
Du bliver udskrevet af en sygeplejerske samme dag.
Aftal at blive hentet af en pårørende
Du må ikke selv køre bil det første døgn efter, at du har været bedøvet. Sørg derfor for at have en pårørende til at køre dig hjem.
Det kan være en god idé, at din pårørende er hos dig de første 24 timer efter operationen for at holde øje med eventuelle eftervirkninger fra operationen, narkosen eller medicin og sørge for, at du får hvile.
-
Fjern forbindingen
Du skal fjerne forbindingen 24 timer efter operationen. Hvis du under den hvide forbinding har brune plaster-strips, skal disse fjernes alt efter aftale med sygeplejersken.
Vær opmærksom på infektion
Får du rødme, varme, smerte eller feber, kan det være tegn på betændelse ved operationssåret, og du skal behandles. Kontakt os, hvis du oplever tegn på infektion. Uden for vores åbningstid bedes du kontakte Lægevagten.
Undgå karbad, svømmehal og havbad
Du må meget gerne tage brusebad fra dagen efter operationen. For at mindske risikoen for infektion fraråder vi dig at tage karbad, gå i svømmehal og bade i havet de første 2-3 uger efter operationen.
Sygemeld dig
Du må forvente at være sygemeldt i en periode efter operationen. Hvor længe du skal være sygemeldt, afhænger af den fysiske aktivitet i dit arbejde og dit fysiske og psykiske helbred. Tal med lægen om netop dit behov.
Undlad at ryge
Nikotin får blodkarrene til at trække sig sammen, hvorved der ikke kommer nok ilt til det område, hvor du er opereret. Det nedsætter sårets heling og øger risikoen for infektion. Vi anbefaler derfor, at du undlader at ryge og undlader at bruge nikotinholdige præparater i 8 uger efter operationen. Dette gælder også e-cigaretter uden nikotin.
-
Samtale efter operationen
Cirka 10 dage efter operationen vil du få svar på undersøgelsen af skildvagtslymfeknuderne og den videre plan.
-
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.
Plastik- og Mammakirurgisk Afdeling
Tlf. 97 66 06 24
Vi træffes bedst: Mandag – fredag 7.00 – 10.00 og 13.00