Kostråd til dig, som får længerevarende kræftbehandling

Undersøgelser viser, at dét man spiser, har stor betydning for, hvordan man klarer sig igennem et behandlingsforløb. Det gælder også for dig og din kræftbehandling.

Normalt skal man spise magert, fiberrigt, frugt og grønt. Men når kroppen er belastet, har den brug for ekstra energi i form af kalorier og proteiner. Selvom du i begyndelsen ikke mærker kræftbehandlingen som en belastning for kroppen, er der megen aktivitet i cellerne, som kræver ekstra energi.

Mad er lige så vigtig som medicin

Det er vigtigt, at du tænker over din kost, allerede når det er besluttet, at du skal i behandling. Selv hvis du er overvægtig, er det vigtigt, at du holder din vægt. Hvis du taber dig, taber du også væv fra livsvigtige organer og muskler. Det medfører nedsat modstandskraft, risiko for infektioner, underernæring og træthed. Derfor er maden en lige så vigtig del af behandlingen som medicin.

Behandlingen kan ændre din appetit. Derfor er det vigtigt, at du spiser dét, du har allermest lyst til. Vælg det, du kan lide, og som passer til dig, så du er sikker på at få nok energi.