Du skal i behandling med medicinen Arimidex® mod din brystkræft. Arimidex® er ikke kemoterapi, men et antiøstrogen.
Sådan virker medicinen
Arimidex® hæmmer et enzym i kroppen, der er nødvendigt for dannelsen af det kvindelige kønshormon østrogen.
Arimidex® indeholder stoffet anastrozol og bruges til behandling af nogle typer brystkræft hos kvinder efter overgangsalderen.
Sådan foregår den medicinske behandling
Du skal tage Arimidex® som tablet 1 gang dagligt. Tabletterne skal synkes hele med et glas vand. Tag tabletten på samme tidspunkt hver dag. Hvis du glemmer at tage en tablet, skal du springe den over.
Du skal opbevare Arimidex® ved stuetemperatur.
Bivirkninger
Du kan opleve følgende bivirkninger af behandlingen:
- Lettere hårtab
- Hovedpine
- Kvalme og opkastning. Du kan afhjælpe kvalme ved at tage Arimidex®, når du går i seng om aftenen.
- Diarré
- Stive led
- Udslæt
- Træthed
- Tørhed i skeden. Du kan afhjælpe tørhed i skeden med glidecreme eller hormonstikpiller i skeden. Tal eventuelt med en sygeplejerske om, hvad du skal bruge.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.