Du skal have fjernet hele din skjoldbruskkirtel ved en operation – en såkaldt ’total thyreoidektomi’.
Sådan foregår operationen
Afhængig af hvad du har aftalt med anæstesilægen, tilbyder vi dig smertestillende medicin forud for operationen.
Under operationen er du fuldt bedøvet.
Inden du bliver bedøvet, får du lagt et drop, som giver dig væske gennem et plastikrør i håndryggen. Lægen, der skal operere, taler først med dig om, hvad der skal foregå, og herefter bliver du bedøvet.
Når du er blevet bedøvet, lægger vi dit hoved bagover for lettere at kunne operere dig på halsen.
Under operationen laver lægen et bueformet snit på forsiden af din hals. Derefter fjerner lægen din skjoldbruskkirtel. Herefter sender vi kirtlen til undersøgelse hos Patologisk Institut.
Operationen varer 2 til 3 timer.
Efter operationen bliver du kørt til opvågningsstuen, hvor du bliver observeret, indtil du er vågen efter bedøvelsen. Først herefter bliver du kørt tilbage på sengeafdelingen på 7. sal. Du har stadig drop i hånden og muligvis også ilt i næsen. Samtidig har du en forbinding over det sted på halsen, hvor du er blevet opereret.
Om eftermiddagen vil lægen under stuegang informere dig om operationen.
Du skal forvente at være på hospitalet i mindst 3 dage, fordi vi løbende skal kontrollere, om kalkindholdet i dit blod er normalt. Du kan komme hjem på tredjedagen, hvis du er feberfri, og hvis kalkindholdet i dit blod er tilfredsstillende.
Inden udskrivelsen vil lægen ved stuegang også undersøge, om dine stemmebånd bevæger sig normalt.
Nogle patienter har brug for tilskud af kalk og/eller D-vitamin. Hvis du er én af dem, kan du senere trappes ud af tabletterne. I så fald henviser vi dig til opfølgning i Medicinsk Endokrinologisk Afdeling.
Sådan forbereder du dig
Mød fastende til operationen
Du skal faste inden bedøvelsen, så din mavesæk er helt tom. Møder du ikke fastende, kan vi være nødt til at aflyse din aftale. Følg derfor disse regler:
- Du må ikke spise fra 6 timer inden operationen. Du må heller ikke drikke mælkeprodukter.
- Du må gerne drikke klare væsker indtil 2 timer før. Det kan fx være vand, saftevand eller te og kaffe uden mælk.
- For dit velbefindende før og efter bedøvelsen anbefaler vi, at du drikker et stort glas sød saft 2 timer før den planlagte undersøgelse eller behandling og derefter ingenting, indtil bedøvelsen er overstået.
- Du må indtage medicin ifølge aftale med anæstesilægen. Spørg, hvis du er i tvivl.
Vask dig grundigt før operationen
Tag et bad om aftenen eller morgenen, og vask dig grundigt med vand og sæbe – særligt på stedet for indgrebet. Undlad at smøre dig med creme, da det gør desinfektion vanskeligere. Tag rent tøj på. Undlad smykker, piercinger, ur og lignende genstande, der er samlested for bakterier. Så har du gjort det, du kan, for at mindske risikoen for infektion.
Fjern makeup og løse genstande
Af hensyn til hygiejne og sikkerhed under operationen skal du forberede dig således:
- Makeup. Fjern al makeup og neglelak. Under operationen skal vi kunne iagttage din huds naturlige farver.
- Smykker. Fjern løse dele såsom smykker, ur og ringe. Smykker er samlingssted for bakterier, der øger risikoen for infektion.
- Daglige hjælpemidler. Briller, høreapparat og tandprotese tager vi af dig lige inden narkosen.
- Kontaktlinser. Linser må du gerne beholde i. Fortæl dog sygeplejersken, hvis du bruger linser.
Tag løse bukser på
Du må gerne have dine egne løse bukser på, dog må der ikke være knapper eller nitter bagpå.
Fjern skæg eller hår omkring operationsstedet
Før du møder på hospitalet, vil vi gerne bede dig om at fjerne eventuelt skæg eller hår på det område, som skal opereres. Hvis du har hår øverst på brystkassen, skal du også fjerne det.
Efter operationen
Forvent at have ’kriller’ i halsen
Du har muligvis ’kriller’ i halsen på grund af det rør i luftrøret, du har fået luft igennem under operationen. Det er helt normalt, og generne forsvinder som regel efter nogle timer, i enkelte tilfælde dage.
Tag stofskiftemedicin
Dagen efter operationen opstarter du behandling med tablet Eltroxin, som er en tablet, der sørger for, at dit stofskifte forbliver normalt. Du skal tage disse tabletter resten af dit liv. Ved udskrivelsen lægger vi en recept på Eltroxin på serveren til dig.
Behold dine plastre på i en uge
Dagen efter operationen fjerner vi din stramme forbinding. Under forbindingen sidder en række plastre (strips). De er, sammen med de indvendige sting, med til at holde huden sammen. Du skal beholde plastrene på i 10 dage.
Undgå at bruse vand direkte på dine plastre
Du må gerne tage brusebad. Undgå dog at bruse direkte på plastrene, der i så fald kan løsne sig. Du vil ikke kunne se synlige tråde, da såret er syet indefra.
Bevæg hovedet, selvom det føles stramt
Du må gerne bevæge hoved og hals, selvom det kan føles meget stramt. Stingene skal nok holde.
Sig til, hvis det snurrer i læber, fingre eller tæer
Når man fjerner skjoldbruskkirtlen, er der en risiko for, at kalkindholdet i blodet falder. Det kan give symptomer som stikken, kriblen eller snurren omkring læber og i fingre og tæer. Hvis du får disse symptomer, skal du sige det til personalet. Så skal du muligvis have kalktilskud og/eller D-vitamin.
Sig til, hvis du har ondt
Du kan have ondt i nakken i dagene efter operationen, fordi den har været bøjet bagover under operationen. Du kan lindre smerterne med en varmepude. Du kan også bede om smertestillende medicin.
Når du kommer hjem
Sygemeld dig
Du må forvente at være sygemeldt i en periode efter behandlingen. Hvor længe du skal være sygemeldt, afhænger af typen af dit arbejde. Hvis dit arbejde er fysisk hårdt, skal du forvente at være sygemeldt i 2-3 uger. Hvis dit arbejde ikke er fysisk hårdt, skal du forvente at være sygemeldt i 2 uger. Lægen vil fortælle dig, hvor længe du bør sygemelde dig.
Tag den med ro i den første tid
Du vil formentlig være meget træt de første 2 uger efter operationen.
I de første 2 uger skal du også undgå stød og slag, herunder kondiløb, hårdt fysisk arbejde og tunge løft på 10 kg og derover.
Tag smertestillende efter behov
Du kan have lette smerter eller ubehag i den første tid efter operationen. Du kan lindre smerterne med smertestillende medicin fra håndkøb.
Fjern plastrene efter 10 dage
Efter 10 dage kan du fjerne dine plastre. Gør dem godt våde, og fjern dem så på langs med såret.
Forvent, at dit ar er tykt
Dit ar vil i starten være fortykket, og der kan danne sig en slags ’pølse’ over arret. Det er helt naturligt og skyldes sårvæske. ’Pølsen’ aftager gradvist, og i løbet af uger eller måneder vil arret som regel blive til en fin streg.
Pas på solen
Det første halve til hele år efter operationen er huden særlig sart. Brug derfor solcreme med minimum faktor 50, når du opholder dig i solen, eller hvis du går i solarium.
Kontakt os, hvis du får problemer i den første tid
Det er VIGTIGT, at du kontakter ambulatoriet eller sengeafdelingen, hvis der opstår problemer i den første tid efter operationen.
Du skal fx kontakte os, hvis du får:
- hævelse, fylde, trykken
- betydelige smerter omkring det sted, hvor du er blevet opereret
- feber over 38 grader
- rødme.
|
Mulige komplikationer
Ved enhver operation på skjoldbruskkirtlen er der en meget lille risiko for, at nerven til stemmebåndene bliver beskadiget.
Risikoen er 1 %, men kan være højere, hvis du tidligere er blevet opereret på skjoldbruskkirtlen, hvis der er betændelse eller kræft i kirtlen, hvis din knude – strumaen – er meget stor, eller hvis den strækker sig ned i brystkassen.
Nerven til stemmebåndene løber lige under skjoldbruskkirtlen – mellem kirtlen og luftrøret. Selvom kirurgen under operationen er meget opmærksom på nerven, kan vævet være ar-agtigt forandret, eller forholdene ved blodkarrene kan være sådan, at der kan komme skade på nerven til stemmebåndet.
Hvis der opstår en skade på nerven til det ene stemmebånd, vil symptomerne være hæshed. Denne hæshed er i nogle tilfælde forbigående. Hvis skaden sker på begge sider, kan vejrtrækningen blive besværliggjort. Det sker dog meget sjældent.
Kontrol
Nogle uger efter operationen skal du til kontrol på hospitalet. Du får tid til kontrol i din e-Boks.
Til kontrollen kigger vi på dit sår, og du får svar på mikroskopiundersøgelsen af den fjernede kirtel.
Efter 4-8 uger skal du have kontrolleret dit stofskifte, enten hos din egen læge eller på Medicinsk Afdeling.
Hvis du er henvist til os fra Medicinsk Afdeling, indkalder de dig til kontrol. Ellers skal du selv bestille tid til kontrol hos din egen læge.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os. Vil du vide mere om skjoldbruskkirtlen, kan du eventuelt læse mere på patienthåndbogen.dk. Søg på: ”skjoldbruskkirtel”.