Synsnervebetændelse

Synsnervebetændelse er betændelse i den nerve, som udgør forbindelsen mellem øje og hjerne. Synsnervebetændelse er den hyppigste årsag til pludselig synsforringelse hos unge mennesker.

Kort om synets anatomi

Du ser ikke kun med øjnene

Øjnene er hjernens redskab. Øjnene sender information via synsnerven til hjernens baglapper, også kaldet syns-barken, hvor informationen tolkes som billeder.

Synsnerven har, som andre nerver i kroppen, et ’isoleringslag’ omkring sig, som fremmer overførslen af det elektriske signal til hjernens synsbark.

Det er dette isoleringslag, der angribes af kroppens immunsystem ved synsnervebetændelse.