Træning af det dovne øje
Ved dagens undersøgelse har vi fundet ud af, at dit barn har et dovent øje. Derfor vil vi starte behandling for at lære det dovne øje at se. Det kaldes Amblyopibehandling.
Der kan være mange årsager til et dovent øje, men det skyldes ofte skelen eller stor forskel i brillestyrke. Det kan også skyldes, at noget dækker for synet for det ene øje, for eksempel et jordbærmærke, grå stær eller et hængende øjenlåg.
Når der ikke kommer lige gode billeder til hjernen fra de to øjne, vælger hjernen at lukke af for billedet fra det ene øje. Derfor lærer det ene øje og hjernen ikke at se med dette øje, og det bliver ”dovent”. Vi træner for at få et bedre reserveøje, skulle uheldet en dag være ude for det gode øje. Man opnår kun meget sjældent samsyn med klapbehandling, og det dovne øje vil kun meget sjældent blive helt så godt som det gode øje.