Du skal have anlagt et kateter til peritonealdialyse. Forløbet involverer flere forskellige afdelinger, såsom P-Dialyse Ambulatoriet, Urologisk Afdeling og operationsafdelingen.
Et P-dialysekateter er en blød silikoneslange, som du får opereret ind gennem huden på maven og ind i bughulen. Katetret bruges, når du skal i dialyse. Katetret har en filt-cuff, som vokser fast i vævet i løbet af 14 dage, så katetret kan sidde fast.
Sådan forbereder du dig
Få taget en corona-test på et hospital
Du skal få taget en coronavirus-test inden operationen. Den må højest være 72 timer gammel. Prøven skal du have taget på et hospital og ikke på et testcenter.
Mød op til samtaler dagen før operationen
Operationen foregår oftest en onsdag. Du kommer i P-Dialyse Ambulatoriet dagen før, hvor en sygeplejerske sammen med dig markerer den bedste placering af katetret på din mave. Du får taget blodprøver, et hjertekardiogram (EKG) og en næsepodning, og du bliver informeret om operationsforløbet.
Senere samme dag skal du til en samtale med en læge i Urologisk Afdeling samt med en narkoselæge.
Lægen vil undersøge dig og skrive en journal. Efter samtalerne tager du hjem og kommer igen onsdag morgen, hvis ikke andet er aftalt.
Start udrensning af tarmen dagen før operationen
For at operationen kan foregå så ukompliceret som muligt, er det vigtigt, at tarmen er tømt for afføring.
Derfor skal du tage afføringsmiddel. Du får udleveret tabletter Dulcolax® a 5 mg. Du skal tage:
- 2 tabletter om morgenen dagen før operationen.
- 2 tabletter om aftenen dagen før operationen.
Du får også udleveret et klyx (afføringsmiddel) i P-Dialyse Ambulatoriet, som du skal indføre i endetarmen om morgenen på operationsdagen.
Mød fastende på operationsdagen
Du skal være fastende til operationen. Hvordan du skal faste, aftales med narkoselægen. Om du skal tage din morgenmedicin eller ej, afgøres af lægen på Urologisk Afdeling. Du skal medbringe din medicin på operationsdagen.
Rens navlen med en vatpind
Du skal rense din navle med en vatpind med vand og sæbe inden operationen. Sørg for, at navlen er helt tør bagefter, det nedsætter risikoen for at få betændelse i operationssåret.
På operationsdagen
Når du møder på Urologisk Dagafsnit, bliver du modtaget af en sygeplejerske. Du får udleveret hospitalstøj og anvist en seng. Under operationen er du bedøvet.
Efter operationen bliver du kørt tilbage til Urologisk Dagafsnit. Her bliver du observeret for eventuel blødning og smerter. Du bliver også tilbudt mad og drikke. Efter få timers observation kan du, hvis alt er forløbet ukompliceret, udskrives til dit eget hjem.
Ved komplikationer indlægges du på Nyremedicinsk Sengeafsnit 8 Ø.
Når du kommer hjem
Efter indgrebet må du bevæge dig til smertegrænsen.
Du kan have smerter i operationssåret. Du kan lindre smerterne med paracetamol – højst 2 tabletter 4 gange dagligt.
Undgå tunge løft i 4 uger efter operationen.
Du skal torsdag og fredag efter anlæggelsen have 1 tablet Dulcolax® a 5 mg dagligt (medgives).
Kontrol
Du vil dagen efter anlæggelsen af P-dialysekatetret blive telefonisk kontaktet af P-Dialyse Ambulatoriet med henblik på dit velbefindende. 6 dage efter du er udskrevet, skal du møde til kontrol i P-Dialyse Ambulatoriet. Denne dag får du skiftet forbindingen omkring P-dialysekatetret sterilt. Næste sterile skift af forbindingen er på 13. dagen efter operationen, hvor der også skylles på P-dialysekatetret med P-dialysevæske for at sikre, at det virker.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål til indgrebet, er du velkommen til at kontakte os.