Under undersøgelsen er du lokalbedøvet
Lokalbedøvelse vil sige, at du får lagt bedøvelsen i huden og underhuden ved en indsprøjtning omkring undersøgelsesstedet. Dermed er kun undersøgelsesstedet bedøvet, mens du er vågen. Du vil ikke føle smerte, men kan mærke berøring. Du kan få afslappende medicin 1 time inden selve biopsien skal tages.
Selve prøven
Biopsien skal tages i Røntgenafdelingen. Under undersøgelsen skal du ligge enten på maven eller på siden, og ved hjælp af en ultralydsskanner vælger vi det præcise sted, hvor prøven skal tages. Herefter bliver du lokalbedøvet, og vævsprøven tages ud med en nål, der styres af ultralydsskanneren. Oftest udtages i alt 2 prøver fra samme område. Selve proceduren tager omkring 30 minutter.
Når biopsien er taget, bliver du kørt på tilbage til sengeafdelingen eller dagshospitalet. For at mindske risikoen for blødning skal du blive i sengen og ligge fladt på ryggen i 6 timer efter vævsprøven.
Hvis du herefter er velbefindende, kan du komme hjem, men du skal ledsages, og der skal være en person hos dig til dagen efter. Hvis sidstnævnte er et problem, så tal med sygeplejerske om eventuel overnatning på Patienthotellet.