Hvis blodtrykket falder meget fra liggende til stående stilling, oplever nogle mennesker svimmelhed eller besvimelse. Det pludselige fald i blodtrykket fra liggende til stående stilling kaldes også for det ortostatiske blodtryk.
Du skal have målt dit ortostatiske blodtryk. Formålet er at undersøge, om der sker et uhensigtsmæssigt stort fald i blodtrykket, når du rejser dig hurtigt op efter at have hvilet.
Sådan foregår undersøgelsen
Undersøgelsen begynder med, at du skal ligge ned og slappe af i 10 minutter. Derefter får du sat en blodtryksmanchet omkring din overarm, og du får målt puls og blodtryk i hvile, og igen når du rejser dig. Nogle patienter oplever svimmelhed, lige når de har rejst sig.
Herefter skal du stå afslappet og uden støtte, og du vil få målt puls og blodtryk hvert minut i de næste 7 minutter. Sygeplejersken registrerer målingerne i et skema. Du må ikke tale i de 7 minutter.
Når tiden er gået, må du tage hjem.
Sådan forbereder du dig
Der er ingen forberedelser til undersøgelsen. Du må tage din medicin, som du plejer.
Svar på undersøgelsen
Du får svar på undersøgelsen umiddelbart efter eller ved næste lægebesøg i dit forløb hos os.
Risiko
Der er ingen risiko forbundet med undersøgelsen.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.