Du skal have lavet en såkaldt NO-måling. NO-målingen skal hjælpe os med at vurdere, om du har astma.
Indholdet af NO (gasarten nitrogenoxid) er forhøjet, når der er en betændelse i luftvejene. Man ser især forhøjet NO ved astma.
NO er en god markør for, hvor aktiv betændelsen i luftvejene er. Når sygdommen udvikler sig, kan man som noget af det første registrere en stigning i NO. Ved at følge NO-niveauet, kan lægen tidligt sætte ind med forebyggende behandling.
Der er ingen bivirkninger forbundet med målingen.
Sådan foregår undersøgelsen
Undersøgelsen varer kun få minutter. Den går helt enkelt ud på, at du skal puste i et apparat, som automatisk måler NO-indholdet i din udåndingsluft.
Du får svar på undersøgelsen ved en lægesamtale – enten samme dag eller i forbindelse med en efterfølgende kontrol.
Sådan forbereder du dig
Undgå påvirkninger af din udåndingsluft
Din forbrænding i kroppen påvirker målingen. For at få et retvisende resultat, skal du derfor følge disse retningslinjer:
- Alkohol: Du må ikke indtage alkohol fra 24 timer før undersøgelsen.
- Rygning: Du må ikke ryge fra 12 timer før undersøgelsen.
- Koffein: Du bør undlade at drikke kaffe, te og cola eller spise chokolade eller andet, der indeholder koffein på undersøgelsesdagen.
- Fysisk anstrengelse: Du bør undgå fysisk anstrengelse på undersøgelsesdagen, ligesom du bør møde udhvilet op til undersøgelsen.
- Mad og drikke: Undgå at indtage mad og drikke fra 1 time inden undersøgelsen.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.