Du skal have foretaget en udvidet undersøgelse af lungefunktionen. Ved undersøgelsen måler vi, hvor meget luft dine lunger kan rumme og hvor hurtigt, du kan puste luften ud af lungerne. Vi måler også lungernes evne til at transportere ilt over i blodet.
Ved undersøgelsen opnås en præcis bedømmelse af lungefunktionen ved visse lungesygdomme.
Sådan foregår undersøgelsen
Du sidder op og skal trække vejret gennem et mundstykke, der er tilsluttet et måleapparat, som automatisk registrerer din lungefunktion.
Herefter skal du trække vejret på forskellige måder under vejledning. Vi kan fx bede dig om at trække vejret almindeligt, trække vejret så kraftigt som muligt, puste kraftigt ud og så videre.
I nogle tilfælde vil du blive bedt om at sætte dig ind i en boks, der ligner en telefonboks, og har en lukket dør. Du skal herefter igen trække vejret på flere forskellige måder, som du vil blive instrueret i. Det kan hjælpe med at give en mere præcis måling af din lungefunktion.
Undersøgelsen varer cirka 1 time.
Der er ingen gener forbundet med undersøgelsen.
Sådan forbereder du dig
Undlad at ryge
For at få det mest retvisende resultat må du ikke ryge fra 6 timer før undersøgelsen.
Undgå at anstrenge dig fysisk
Du bør ikke have været udsat for større fysisk anstrengelse inden undersøgelsen.
Kontakt os, hvis du har infektion i luftvejene
Hvis du har haft en infektion i luftvejene i de sidste 3 uger før undersøgelsen, skal du kontakte os, da undersøgelsen i så fald eventuelt må udsættes.
Når du kommer hjem
Der er ingen forholdsregler efter undersøgelsen.
Du får svar på undersøgelsen enten ved en lægekonsultation, eller du får brevsvar inden for 1 måned.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.