Mød fastende til aftalen
Du skal faste inden narkosen, så din mavesæk er helt tom. Det er vigtigt, så der ikke opstår risiko for, at mad i mavesækken kan løbe tilbage gennem spiserøret og ned i lungerne. Møder du ikke fastende, kan vi være nødt til at aflyse din aftale. Du skal derfor følge disse retningslinjer:
- Du må ikke spise fra 6 timer inden operationen. Du må ikke ryge, tygge tyggegummi, spise pastiller og lignende de sidste 2 timer før operationen.
- For dit velbefindende før og efter narkosen anbefaler vi, at du drikker et stort glas saft 2 timer før den planlagte undersøgelse eller behandling og derefter ingenting, til narkosen er overstået.
Følg disse retningslinjer, medmindre narkoselægen har givet dig anden vejledning.
Vask dig grundigt før operationen
Tag et bad om aftenen eller morgenen, og vask dig grundigt med vand og sæbe – særligt på stedet for indgrebet. Tag også renvasket tøj på. Undlad smykker, piercinger, ur, neglelak og lignende genstande, der er samlested for bakterier. Undlad også at smøre dig ind i fed creme, da det gør det vanskeligt at desinficere dig inden operationen. Så har du gjort det, du kan, for at mindske risikoen for infektion.
Køb smertestillende medicin
Vi anbefaler, at du køber smertestillende håndkøbsmedicin inden operationen, så du har den ved behov i den første tid hjemme.
Medbring medicin
Medbring din daglige medicin - både kosttilskud og anden medicin samt spray og inhalationsmedicin.
Ved forundersøgelsen aftaler vi, hvilken medicin du skal tage, og hvornår du skal tage den på operationsdagen.
Tag følgende medicin på operationsdagen:
|
Hvis du tager blodfortyndende medicin
Tager du Marevan, Plavix® eller Persantin®, vil du ved forundersøgelsen blive vejledt i, hvordan du skal tage det inden operationen.
Du får fjernet hår
Inden operationen får du fjernet eventuelle hår i operationsfeltet samt på det ene lår.