Operation af meniskskade (menisksuturering)

Du skal have foretaget en operation af din meniskskade, også kaldet en menisksuturering.

Meniskens funktion

Meniskerne er 2 bruskskiver, som findes i et knæled. Meniskernes vigtigste funktioner er at fordele vægten, så brusken slides mindre, når man går og løber. Hvis meniskerne mangler, vil ledfladerne hurtigere slides. Dermed kan der udvikle sig slidgigt. Meniskerne er også med til at gøre knæet stabilt og sikre at lårben og skinneben ikke glider fra hinanden.

Sådan opstår meniskskader

Hos yngre opstår meniskskader oftest, når knæet vrides, samtidig med at det belastes. Herved kommer menisken i klemme mellem lårbensknoglen og skinnebenet, og menisken vrides i stykker. Hos ældre skyldes skaden, at der er kommet slid i brusk og menisker i knæet. Ved hårdere belastning eller små vrid rives den sårbare menisk i stykker, og der opstår smerter.