Ultralydsundersøgelse af hjertet
Opdateret
Aalborg Universitetshospital
Du skal have lavet en ultralydsundersøgelse af hjertet. Undersøgelsen kaldes også for ekkokardiografi.
Ekkokardiografi er en undersøgelse, hvor hjertets bevægelser og indre strukturer undersøges ved hjælp af lydbølger.
Under undersøgelsen placerer en læge et ultralydshoved – også kaldet en transducer - midt på din brystkasse. Ved at bevæge transduceren mod forskellige dele af dit hjerte, kan lægen danne sig et detaljeret billede af forholdene i hjertet.
Du får muligvis målt blodtryk og taget hjertediagram (EKG) i forbindelse med undersøgelsen.
Undersøgelsen varer ½-1 time, og der er intet ubehag forbundet med den.
Du får svar på undersøgelsen med det samme. Vi sender også et skriftligt svar med resultatet til din egen læge.
Undlad at smøre dig med creme på kroppen før undersøgelsen, da det gør det svært at få elektroderne, som vi bruger ved ultralydsscanningen, til at sidde fast på din hud.
Du skal have tøjet af overkroppen, så det vil være en fordel, hvis du har tøj på, som er let at tage af.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.
Opdateret