Udskiftning af pacemaker
-
Du skal have udskiftet din pacemaker.
Forud for operationen skal du have taget en blodprøve. Blodprøven skal være med til at sikre, at du ikke har infektion i kroppen, når du får skiftet din pacemaker.
Når du ankommer til sengeafsnittet, orienterer vi dig om operationen og hjælper dig med forberedelserne. Har du uafklarede spørgsmål, er du velkommen til at stille dem til sygeplejersken. Vi måler også dit blodtryk og din temperatur, og du får lavet et hjertekardiogram (EKG).
Forud for operationen skal du eventuelt have fjernet hår på brystet, hvor pacemakeren er anlagt. Vi anlægger et lille plastikrør (venflon) i din håndryg, som vi kan bruge til at give dig medicin igennem. Du får let smertestillende medicin og antibiotika inden operationen.
Operation
Du bliver modtaget af personalet på operationsstuen, som tager sig af dig under operationen.
I de fleste tilfælde skiftes pacemakeren blot, og ledningerne genanvendes. Den nye pacemaker placeres oftest på samme sted som den tidligere. Når pacemakeren er skiftet, syes såret med tråde, der opløser sig selv, og du får plaster på.
Inden du bliver kørt tilbage til sengeafsnittet, tester vi pacemakeren som ved en vanlig pacemakerkontrol.
Udskrivelse
Du kan som udgangspunkt forvente at blive udskrevet senere samme dag, men det vurderer lægen, der opererer dig.
Hold eventuelt pause med blodfortyndende medicin
Er du i blodfortyndende behandling med Marevan®, skal du fortsætte med denne behandling som vanligt, og INR skal ligge mellem 2 og 3. Er du i anden blodfortyndende behandling med Xarelto®, Pradaxa® eller Eliquis®, skal du holde pause med medicinen fra aftenen før operationen.
Vask dig grundigt før operationen
Tag et bad hjemmefra om morgenen, og mål din temperatur. Du er også velkommen til at tage bad og måle temperatur, når du møder på sengeafsnittet.
Vask dig grundigt med vand og sæbe – særligt på stedet for indgrebet. Undlad smykker, piercinger, ur og lignende genstande, der er samlested for bakterier. Undlad også at smøre dig ind i creme, da det gør det vanskeligt at desinficere huden inden operationen. Så har du gjort det, du kan, for at mindske risikoen for infektion.
Undgå store bevægelser
Operationssåret skal have ro til at hele de første 14 dage efter operationen. Du må maksimalt løfte 2 kg. Du må gerne bruge armen til almindelige daglige gøremål som fx personlig hygiejne og påklædning, men du bør undgå store bevægelser som fx støvsugning og vinduespudsning.
Tag smertestillende medicin efter behov
Hvis du oplever smerte ved operationssåret, kan du lindre smerterne med smertestillende medicin fra håndkøb (paracetamol).
Brug plaster, så længe det siver fra såret
Du bør have plaster på, så længe det siver fra såret (cirka 1-2 dage). Du får ekstra plastre med hjem.
Vent med tage bad til efter 24 timer
Du må gå i bad 24 timer efter indgrebet, medmindre det siver fra såret. Tag plaster på, når du bader, og skift plasteret bagefter. De første dage skal du kun duppe operationsområdet tørt med et håndklæde. Gnid ikke i huden.
Undgå karbad, svømmehal og bad i havet
Gå ikke i karbad og svømmehal og undgå at bade i havet de første 14 dage, indtil arret er lukket.
Kør først bil efter 1 uge
Som udgangspunkt må du genoptage bilkørsel 1 uge efter operationen.
Kontakt os ved tegn på infektion
Hvis såret bliver varmt, rødt, ømt og hævet, kan det være tegn til infektion. Får du disse symptomer, skal du kontakte Pacemakerambulatoriet.
Vi indkalder dig til kontrol på hospitalet cirka 1 måned efter operationen. Ved kontrollen får du udleveret dit nye pacemakerkort.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Pacemakerambulatoriet.