Hjertesvigtsambulatoriet er et særligt tilbud om et forløb for dig med hjertesvigt, hvor du gentagne gange møder på sygehuset, men hvor du ikke er indlagt.
Tilbuddet indeholder undersøgelser, behandling, medicinsk optimering og undervisning i at leve med hjertesvigt. Formålet med tilbuddet er:
- at følge den medicinske behandling
- at tilpasse din behandling efter dit liv
- at øge dine muligheder for at leve et tilfredsstillende liv med hjertesvigt
- at give dig større viden om hjertesvigt.
Dine besøg i ambulatoriet
Du bliver tilknyttet Hjertesvigtsambulatoriet, hvor antallet af besøg vil afhænge af din situation. Der vil være et besøg hver 3.-4. uge. Forløbet afsluttes efter cirka 6 måneder.
Ved besøgene i ambulatoriet møder du sygeplejersker med specialviden om og uddannelse i hjertesvigt. Lægerne møder du ved undersøgelser som fx hjerteskanning.
Ved første besøg er der afsat tid til at gennemgå din situation. Indholdet af næste besøg bliver aftalt forud for besøget.
Ved hvert besøg får du målt blodtryk og puls. Ved nogle af besøgene tager vi et hjertediagram.
Vi gennemgår dine blodprøver og din medicin.
Besøgene vil desuden indeholde en undervisningsdel med emner som:
- hjertesvigt (hvad er hjertesvigt, hvad er symptomerne på hjertesvigt, og hvordan behandles det)
- daglig vejning
- væskeindtag
- kost
- rygning
- motion
- at leve med hjertesvigt
- svar på eventuelle spørgsmål.
Du skal eventuelt have taget blodprøver 2 dage før besøget enten hos din egen læge eller i blodprøvetagningen på nærmeste sygehus. Skal du det, informerer vi dig om det.
Du kan blive henvist til:
- motionshold
- diætist
- socialrådgiver
- Liaisonpsykiatri (’Liaison’ er sygdomme eller tilstande, hvor der er en sammenhæng mellem krop og sind).
Du kan træffe sygeplejersken telefonisk i vores daglige telefontider. Uden for telefontiden vil en sekretær besvare telefonopkald. Det er også muligt at sende en e-mail til e-mailadressen, der er angivet i kontaktboksen på næste side.
Transport
Transport til Hjertesvigtsambulatoriet skal ske i henhold til kørselsreglerne og aftales med Kørselskontoret på telefon 97 64 80 30.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.