Du skal have nitroglycerin som spray eller i såkaldte resoribletter.
Når du får nitroglycerin i tabletform, skal du placere tabletten under tungen, hvor den hurtigt smelter. Virkningen udebliver, hvis du synker tabletten.
Hvis du får nitroglycerin via spray, skal du tage 1-2 pust under tungen.
Medicinen virker i løbet af ½-2, højst 5 minutter, og den virker i 10-30 minutter. Hvis virkningen udebliver efter den første dosis, kan du roligt tage flere doser, men med 2-5 minutters mellemrum. Gentager du behandlingen, bør du sidde ned, da du kan blive svimmel.
Hvis dine anfald bliver hyppigere, eller hvis du ikke har effekt af behandlingen selv efter at have indtaget 5-6 doser, bør du kontakte din egen læge eller Lægevagten.