Operation med indsættelse af pacemaker
Du skal have indopereret en pacemaker. En pacemaker består af et batteri og en lille computer, som sikrer, at din puls ikke bliver for langsom. Den er forbundet med elektroder, der er placeret i hjertets hulrum.
Batteriet kan holde i 8-10 år, afhængig af hvor meget det bliver brugt.
-
Du skal have indopereret en pacemaker. En pacemaker består af et batteri og en lille computer, som sikrer, at din puls ikke bliver for langsom. Den er forbundet med elektroder, der er placeret i hjertets hulrum.
Batteriet kan holde i 8-10 år, afhængig af hvor meget det bliver brugt.
Oprettelse af journal og indledende undersøgelser
Enten på operationsdagen eller dagen før skal du møde til en samtale med en læge og en sygeplejerske.
Vi måler også dit blodtryk og din temperatur, tester din urin, og du får lavet et hjertekardiogram (EKG).
De indledende undersøgelser skal sikre, at du ikke har infektion i kroppen, når du får indopereret din pacemaker.
Vi anbefaler, at du tager en pårørende med til journaloprettelsen og de indledende undersøgelser.
Før operationen
Når du ankommer til sengeafsnittet, orienterer vi dig om og hjælper dig med forberedelserne til operationen. Har du uafklarede spørgsmål, er du velkommen til at stille dem til sygeplejersken.
Forud for operationen skal du eventuelt have fjernet hår på brystet, hvor pacemakeren skal indopereres.
Vi anlægger et lille plastikrør (venflon) i din håndryg, som vi kan bruge til at give dig medicin igennem.
Du får let smertestillende medicin og antibiotika inden operationen.
Selve operationen
Du bliver modtaget af personalet på operationsstuen, som tager sig af dig under operationen.
Operationen foregår i lokalbedøvelse. Lokalbedøvelse vil sige, at du får lagt bedøvelsen med indsprøjtning ved operationsstedet. Dermed er kun operationsstedet bedøvet, mens du er vågen. Du vil ikke føle smerte, men kan mærke berøring.
Under operationen placerer lægen som regel pacemakeren på venstre side af brystkassen under huden neden for kravebenet.
Ledninger og pacemaker indopereres, og vi foretager forskellige målinger. Såret syes med tråde, der opløser sig selv, og du får plaster på.
Operationen varer 1-2 timer.
Oplys, hvis du er venstrehåndet
Husk at oplyse på forhånd, hvis du er venstrehåndet eller er jæger, da det kan have betydning for, hvor vi placerer pacemakeren.
Vær opmærksom på blodfortyndende medicin
Er du i blodfortyndende behandling med Marevan® eller Marcoumar®, skal du fortsætte med denne behandling som vanligt, og INR-værdierne skal ligge mellem 2 og 3.
Er du i blodfortyndende behandling med Xarelto®, Pradaxa® eller Eliquis®, skal du holde pause med medicinen fra aftenen før operationen.
Vask dig grundigt før operationen
Tag et bad om aftenen eller morgenen, og vask dig grundigt med vand og sæbe – særligt på stedet for indgrebet. Tag også renvasket tøj på. Undlad smykker, piercinger, ur og lignende genstande, der er samlested for bakterier. Undlad også at smøre dig ind i creme, da det gør det vanskeligt at desinficere dig inden operationen. Så har du gjort det, du kan, for at mindske risikoen for infektion.
Mål gerne din temperatur hjemmefra
Du må gerne måle din temperatur derhjemme om morgenen. Ellers er det også muligt at gøre det, når du møder på sengeafsnittet.
Efter operationen bliver du kørt tilbage til sengeafsnittet, hvor vi observerer såret og pacemakerens funktion.
Du kan som udgangspunkt forvente at blive udskrevet senere samme dag.
Undgå store bevægelser
Operationssåret skal have ro til at hele de første 14 dage efter operationen. Du må maksimalt løfte 2 kg. Du må gerne bruge armen til almindelige daglige gøremål som fx personlig hygiejne og påklædning, men du bør undgå store bevægelser som fx støvsugning og vinduespudsning.
Tag smertestillende efter behov
Hvis du oplever smerte ved operationssåret, kan du lindre smerterne med smertestillende medicin fra håndkøb (paracetamol).
Brug plaster, så længe det siver fra såret
Du bør have plaster på, så længe det siver fra såret (cirka 1-2 dage). Du får et ekstra plaster med hjem.
Undgå at tage bad det første døgn
Du må tage brusebad, når det ikke længere siver fra såret, dog tidligst efter 24 timer. Dup arret tørt de første dage efter operationen.
Undgå karbad, svømmehal og bad i havet
Gå ikke i karbad og svømmehal og undgå at bade i havet de første 14 dage, indtil arret er lukket.
Vær opmærksom på infektion
Hvis såret bliver varmt, rødt, ømt og hævet, kan det være et tegn på infektion. Sker det, skal du ringe til Pacemakerambulatoriet.
Kør først bil efter 1 uge
Som udgangspunkt må du genoptage bilkørsel 1 uge efter operationen.
Medbring pacemakerkort, hvis du skal ud at flyve
Skal du ud at flyve, vil lufthavnenes metaldetektorer ofte registrere pacemakeren. Det tager den ikke skade af, men du bør fremvise dit pacemakerkort. Ofte vil personalet guide dig uden om detektorerne.
Det meste elektroniske udstyr såsom mobiltelefoner, mikroovne og tyverialarmer påvirker ikke din pacemaker.
Du skal til kontrol på sygehuset cirka 1 måned efter operationen. Du får tilsendt en tid.
Når du kommer til første kontrol, får du udleveret dit pacemakerkort. Fremover bør du bære det sammen med dit sundhedskort og forevise det hos alle behandlere (især tandlæger), som så tager stilling til eventuelle forholdsregler.
Til fremtidige kontroller måler vi også batterikapaciteten på din pacemaker.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os. Vil du vide mere om behandling med pacemaker, kan du eventuelt læse mere på patienthåndbogen.dk. Søg på: ”pacemakerbehandling”.