CT-skanning af hjertet
Du skal have lavet en CT-skanning af dit hjerte.
CT-skanning er en computerstyret røntgenfotografering. Formålet med skanningen er at undersøge, om du har forsnævringer i dit hjertes kranspulsårer.
-
Du skal have lavet en CT-skanning af dit hjerte.
CT-skanning er en computerstyret røntgenfotografering. Formålet med skanningen er at undersøge, om du har forsnævringer i dit hjertes kranspulsårer.
-
Før undersøgelsen lægger vi et lille plastikrør (venflon) i en åre i din arm, som vi bruger til at give dig kontraststof igennem. Kontraststoffet kan give varmefornemmelse i kroppen, en fornemmelse af at skulle tisse og metalsmag i munden. Disse fornemmelser forsvinder dog hurtigt.
Få minutter før skanningen giver vi dig et pust under tungen med nitroglycerin. Du skal muligvis også have medicin, som dæmper din puls. Denne medicin får du via røret i armen.
Ved undersøgelsen ligger du på et leje, mens skanneren tager billeder fra forskellige vinkler med få millimeters afstand. Undersøgelsen er ikke forbundet med smerte.
Du vil flere gange under skanningen blive bedt om kortvarigt at holde vejret for at undgå forstyrrelser fra din vejrtrækning på billederne. Når du holder vejret, er det samtidig vigtigt, at du ligger helt stille, når billederne bliver taget. Det giver de mest skarpe billeder. Skanneren summer, når den tager billederne.
Selve skanningen varer kun få minutter, men hele opholdet i Radiologisk Afdeling varer cirka 30-45 minutter.
-
Se i husk-bilaget, om du skal have taget blodprøver
Der skal foreligge en blodprøve før undersøgelsen. I de fleste tilfælde har vi allerede denne blodprøve, men hvis det ikke er tilfældet, skal du have taget en blodprøve. I så fald fremgår det af dit husk-bilag.
Blodprøven må højst være 3 måneder gammel på undersøgelsestidspunktet.
Vi har bestilt blodprøven, så den ligger i systemet. Du kan få taget den hos din egen læge eller i Klinisk Biokemisk Afdeling på hospitalet. Du skal selv bestille tid til blodprøvetagningen.
Hvis der ikke står noget om blodprøvetagning i dit husk-bilag, skyldes det, at du ikke skal have taget blodprøver.
Tag pulsnedsættende tabletter, hvis du har fået besked om det
Det er vigtigt, at din puls er så langsom og regelmæssig som muligt ved undersøgelsen. Det giver det bedste resultat. Det kan derfor i nogle tilfælde være nødvendigt, at du tager tabletter for at nedsætte pulsen. Hvis det gælder for dig, har vi enten udleveret eller tilsendt dig de tabletter, du skal tage, samt noteret det i dit husk-bilag.
Kontakt os ved allergi over for kontraststof
Kontakt os forud for undersøgelsen, hvis du er allergisk over for røntgenkontrast eller tidligere er blevet utilpas i forbindelse med at have fået kontrast.
Ring til os, hvis du er gravid
Hvis du er – eller kan være – gravid, skal du kontakte os inden aftalen, da det kan have indflydelse på gennemførelsen af undersøgelsen.
Tag ikke Viagra® 24 timer før undersøgelsen
Du må ikke tage Viagra® 24 timer før undersøgelsen, da vi i så fald ikke kan lave den. Har du alligevel taget Viagra®, skal du kontakte os.
Spis, som du plejer
Du skal ikke faste forud for undersøgelsen.
-
Du får svar på undersøgelsen per brev cirka 5 hverdage efter undersøgelsen.
-
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.
Kardiologisk Afdeling
Sengeafsnit S2
Tlf. 97 66 45 30