Du skal have lavet en ultralydsundersøgelse af hjertet og de centrale kar via en sonde, der føres ned gennem svælget til spiserøret. Undersøgelsen er et supplement til den ’almindelige’ ekkokardiografi, hvor man ultralydsscanner gennem brystkassen. Undersøgelsen giver mere detaljerede billeder af hjertet, der er placeret bag spiserøret.
Sådan foregår undersøgelsen
Før undersøgelsen får du lagt en plastikkanyle til medicin i en blodåre på din håndryg. Det foregår på den afdeling, du er indlagt på. Under undersøgelsen får du afslappende medicin gennem kanylen. Desuden vil der være lokalbedøvende creme på sonden.
Hele undersøgelsen varer cirka 1 time i alt.
Du får svar på undersøgelsen med det samme af den læge, der har undersøgt dig. Det kan derfor være en god idé at tage en pårørende med til undersøgelsen, så både du og din pårørende bliver informeret om resultatet efter undersøgelsen. Samtidig videregiver vi også svaret til den afdeling, som du er indlagt på, ligesom vi orienterer din egen læge om resultatet.
Sådan forbereder du dig
Mød fastende til aftalen
Du skal møde fastende til undersøgelsen. Møder du ikke fastende, kan vi være nødt til at aflyse din aftale. Du skal derfor følge denne retningslinje:
Du må ikke spise og drikke fra 4 timer inden undersøgelsen.
Tag ikke din morgenmedicin
Du må ikke tage din morgenmedicin på undersøgelsesdagen.
Smør ikke dig selv med bodylotion eller creme
Undlad at smøre dig med creme før undersøgelsen, da det gør det svært at få elektroderne, som vi bruger ved ultralydsskanningen, til at sidde fast på din hud.
Efter undersøgelsen
Undlad at spise og drikke
Du må du ikke spise eller drikke den første time efter undersøgelsen.
Forvent ubehag eller ømhed i halsen
Du kan føle ubehag eller have ømhed i halsen i 1-2 dage efter undersøgelsen – som ved en lettere halsbetændelse.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.