Inden du skal opereres, skal du gå i bad, så du er ren inden operationen. Det er vigtigt for at forebygge infektioner efter operationen.
På huden findes der normalt store mængder bakterier, som er forskellige, afhængigt af hvor på kroppen de findes. Bakterierne har gavnlige funktioner og udgør ikke nogen risiko for infektion, medmindre de føres ind i kroppen.
Ved en operation skærer vi hul på huden, og hudens bakterier kan ad den vej komme ind i kroppen. Derfor er det vigtigt, at antallet af bakterier er så lavt som muligt.
Om aftenen eller morgenen inden operationen skal du derfor vaske hele kroppen grundigt. Herunder kan du læse, hvordan du skal vaske dig for at minimere antallet af bakterier.
Sådan gør du
Før badet
- Rens neglene omhyggeligt.
- Fjern eventuel neglelak.
- Hvis du har skæg, skal det barberes før badet. Har du fuldskæg, skal du barbere dig op til hagespids og kæbekant.
Selve badet
- Start med at skylle kroppen grundigt.
- Vask hår og eventuelt fuldskæg med den anviste shampoo.
- Fugt svampen med lunkent vand og kom den anviste sæbe på.
- Vask ansigtet med svampen. Vær særligt omhyggelig omkring næsen.
- Vask armhulerne.
- Vask derefter overkroppen, særligt navlen, som også skal renses med vatpinde. Sørg hele tiden for, at der er rigeligt med sæbe på svampen.
- Vask lyske og skridt. Vær særligt opmærksom omkring kønsorganerne; hvis du er mand, er det særligt vigtigt, at du er ren under forhuden.
- Vask ben og fødder.
- Skyl kroppen med rent vand.
Efter badet
- Tør kroppen godt, og tag rent hospitalstøj på. En sygeplejerske udleverer tøjet. Du må bruge dine egne sko.
- Benyt ikke creme, deodorant eller barbersprit efter badet.
- Dit eget tøj opbevares i et skab indtil efter operationen.
- Herefter skal du i en ren seng.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte sygeplejepersonalet.