Behandling af myelomatose med Melphalan, Prednisolon og Velcade (MPV)
Vi anbefaler dig behandling med Melphalan, Prednisolon og Velcade (og Dexamethason) mod kræftsygdommen myelomatose. Behandlingen kan ikke helbrede sygdommen, men den kan holde din sygdom i ro.
Denne pjece kan være en hjælp til at få overblik over den behandling, vi anbefaler. Dine pårørende kan også have glæde af at læse pjecen, så de har forståelse for behandlingen og kan støtte dig i forløbet.
-
Vi anbefaler dig behandling med Melphalan, Prednisolon og Velcade (og Dexamethason) mod kræftsygdommen myelomatose. Behandlingen kan ikke helbrede sygdommen, men den kan holde din sygdom i ro.
Denne pjece kan være en hjælp til at få overblik over den behandling, vi anbefaler. Dine pårørende kan også have glæde af at læse pjecen, så de har forståelse for behandlingen og kan støtte dig i forløbet.
-
En MPV-kur er en kombination af tabletbehandling og indsprøjtning under huden.
Melphalan (Alkeran) er kemoterapi, der bruges til behandling af myelomatose og flere andre kræftsygdomme. Melphalan krydsbinder arvematerialet (DNA) i cellerne. Dermed forhindres kopiering. Medicinen påvirker især de celler, der deler sig hurtigt. Melphalan får kræftceller til lettere at gå til grunde, da netop disse celler deler sig hurtigt.
Prednisolon er kunstigt binyrebarkhormon, der også får kræftcellerne til at gå til grunde, hvis det gives i store doser.
Velcade (Bortezomib) er kemoterapi, der er med til at mindske antallet af kræftceller, så de raske celler får mere plads, og nedbrydningen af knoglevæv mindskes.
Dexamethason er et binyrebarkhormon, der ligeledes er med til at mindske antallet af kræftceller.
Ofte bliver behandlingen kombineret med et antistof. Hvis det er gældende for dig, får du udleveret en særskilt pjece om det.
-
Din behandling foregår dels på hospitalet og dels i dit eget hjem. Velcade får du i Hæmatologisk Ambulatorium, mens du selv skal tage Melphalan, Prednisolon og Dexamethason som tabletter derhjemme.
Behandlingsforløb
Du skal have behandlingen i serier. En serie varer 5 uger, hvorefter du begynder på en ny serie. Hvor mange serier du skal have afhænger af din sygdom, og hvordan du tåler behandlingen. Hvis du får behandlingen sammen med et antistof, er hver serie på 6 uger, og du skal forventeligt have 9 serier.
Du vil jævnligt få taget blodprøver, så vi kan se, hvordan behandlingen virker, og hvordan du tåler behandlingen. Som minimum skal du have taget blodprøver inden hver seriestart.
Din læge og sygeplejerske vil fortælle dig om dit konkrete behandlingsforløb.
Sådan får du behandlingen
Hver gang du møder til behandling, taler du med en læge og/eller en sygeplejerske. Sygeplejersken taler med dig om, hvordan du har det, og hvilke bivirkninger du eventuelt har haft. Herefter får du Velcade som en indsprøjtning under huden. Du kan selv bestemme, om det skal være i overarmen, i maven eller i låret.
Du får udleveret tabletter til en hel serie ad gangen. Tabletterne skal du selv tage derhjemme.
Vigtigt!
Du skal opbevare Melphalan-tabletterne i køleskabet.
Sådan tager du din medicin
- Du skal tage Melphalan om aftenen, mindst 2 timer efter aftensmaden.
- Du skal tage Prednisolon og Dexamethason om morgenen, gerne sammen med mad.
Supplerende behandling
Du har øget risiko for virusinfektioner, især helvedesild (Herpes Zoster) under behandlingen med Velcade. Du skal derfor have behandling med tabletter, som beskytter dig mod helvedesild. Du skal tage tabletterne morgen og aften i hele behandlingsperioden og i op til 12 måneder efter afsluttet behandling.
Der kan i nogle tilfælde være behov for, at du tager medicin, der hjælper med udskillelsen af affaldsstoffer (tablet Allopurinol).
-
Mennesker er forskellige og reagerer forskelligt på behandlingen. Du skal tale med din læge og sygeplejerske, hvis du oplever bivirkninger under behandlingen, så de kan hjælpe dig med at lindre bivirkningerne. Hvis bivirkningerne påvirker din krop meget, kan din læge i samråd med dig reducere medicindosis, afbryde behandlingen midlertidigt eller vælge at stoppe behandlingen.
De hyppigste og mest alvorlige bivirkninger, der kan forekomme ved din behandling, er nævnt her. Ønsker du uddybende information om bivirkningerne, er du velkommen til at spørge os. Du kan også vælge at søge information om medicinen på internettet, fx på https://min.medicin.dk/
Træthed
De fleste oplever træthed i forbindelse med sygdommen og specielt under behandlingen. Du kan opleve en træthed, der ikke forsvinder trods hvile og god nattesøvn. Du kan selv gøre følgende for at afhjælpe træthed:
- Hold flere små hvilepauser i løbet af dagen.
- Sørg for frisk luft og små gåture.
- Sørg for let adspredelse i din hverdag.
- Bed familie og venner om hjælp til praktiske gøremål.
Fortæl os om din træthed, så vi kan hjælpe og guide dig i at leve med den og håndtere den.
Påvirkning af blodcellerne
De forskellige blodceller, som dannes i knoglemarven, udgøres af:
- røde blodlegemer, der bærer ilt rundt i kroppen (hæmoglobin eller ’blodprocenten’).
- hvide blodlegemer (leukocytter), der udgør kroppens immunforsvar og beskytter mod infektioner.
- blodplader (trombocytter), der medvirker til at standse blødning.
Disse blodceller kan blive påvirket af behandlingen med Velcade og Melphalan, så antallet af dem bliver nedsat. Du skal derfor være opmærksom på de symptomer, der er nævnt i de følgende afsnit.
Infektion
Du kan få feber, fordi du har større risiko for at få infektion. Det er derfor altid en god idé at måle din temperatur, hvis du føler dig varm, utilpas, begynder at fryse over kort tid eller får kulderystelser. Kontakt os altid, hvis du får over 38,3 i temperatur. Så skal du måske have behandling for infektionen med antibiotika, enten som drop eller som tabletter. Vi anbefaler, at du måler din temperatur med et øretermometer
Du kan selv gøre følgende for at forebygge infektioner:
- Sørg for god håndhygiejne: vask hænder efter toiletbesøg og før måltider.
- Drik rigeligt med væske, blandt andet for at undgå blærebetændelse
- Undgå nær kontakt med personer, der hoster, har feber, er meget forkølede, har halsbetændelse eller influenza.
Blodmangel
Hvis du får åndenød eller hjertebanken, når du anstrenger dig, kan det skyldes, at din blodprocent er faldet. Du kan selv gøre følgende for at mindske generne ved lav blodprocent:
- Rejs dig gradvist og forsigtigt fra liggende og siddende stilling.
- Undgå større, fysisk anstrengelse.
Blødning
Et lavt antal blodplader kan betyde, at fx næseblødning har svært ved at stoppe af sig selv. Det kan også vise sig ved, at du nemmere får blå mærker på huden, hyppigst på underbenene. Hvis du oplever blødning, som ikke standser, skal du altid kontakte os.
Du kan selv gøre følgende for at undgå blødning, hvis du har et lavt antal blodplader:
- Brug en blød tandbørste.
- Brug elektrisk barbermaskine i stedet for barberblad.
- Undgå at tage såkaldt gigtmedicin, der indeholder stoffet ibuprofen, samt smertestillende medicin, der indeholder acetylsalisylsyre, som øger risikoen for blødninger og belaster nyrerne. Spørg os, hvis du er i tvivl om, hvilke præparater det drejer sig om.
- Vær varsom, når du omgås skarpe genstande, fx knive.
- Undgå kraftig fysisk anstrengelse.
-
Kvalme
Kvalme er sjældent en bivirkning. Hvis du alligevel oplever kvalme, skal du kontakte os.
Hårforandring
Dit hår kan blive lidt tyndere. Det er meget sjældent, at du taber håret helt.
Sjældne, men alvorlige bivirkninger
Behandling med Melphalan kan i meget sjældne tilfælde medføre lungeskade. Det vil vise sig som problemer med at trække vejret og usædvanlig forpustelse (åndenød).
-
Behandlingen er kortvarig og giver sjældent bivirkninger. De fleste oplever dog opstemthed eller rastløshed, mere energi og øget appetit på de dage, hvor de får binyrebarkhormon. Nattesøvnen bliver tit forstyrret.
Binyrebarkhormon kan give svie og ubehag øverst i maven. Det kan desuden medføre forværring af mavesår. For at forebygge dette tilbyder vi dig behandling med Pantoprazol, der neutraliserer mavesyren. Hvis du oplever sure opstød eller halsbrand, skal du kontakte os.
Binyrebarkhormon kan gøre, at man ikke får feber i samme grad som sædvanligt. Kontakt os derfor, hvis du føler dig syg uden at have feber i de dage, hvor du får tabletterne.
Binyrebarkhormon kan også give væske i kroppen. Væsken forsvinder igen, når behandlingen stopper.
Hvis du har sukkersyge, kan reguleringen af dit blodsukker blive besværlig. Behandling med binyrebarkhormon kan også udløse en skjult sukkersyge. Hvis du pludselig begynder at blive meget mere tørstig end ellers og har hyppigere vandladning, skal du kontakte os.
Ved brat ophør med binyrebarkhormon kan du opleve at få ondt i muskler og led, blive ked af det og mangle energi. Nogle oplever også svimmelhed og kvalme. Hvis du oplever dette, er det vigtigt, at du fortæller os det. Så vil vi forsøge at forebygge det ved næste behandling.
-
Føleforstyrrelser og nedsat kraft
Velcade kan give føleforstyrrelser i form af prikken, stikken, sovende eller snurrende fornemmelse i specielt fingre og tæer. Nogle kan få tiltagende vanskeligheder med at knappe knapper, strikke, sy eller gå op og ned ad trapper.
Mænd kan opleve ændret følsomhed i penishovedet og rejsningsproblemer. Kvinder kan opleve ændret følsomhed i skeden og ved klitoris. Påvirkningen af nerverne kan medføre smerter, såkaldte nervesmerter, som kan føles lynende, jagende og stødende.
Hvis du på grund af sygdommen eller tidligere behandlingen allerede har disse føleforstyrrelser, kan de blive værre, når du begynder behandlingen med Velcade.
Hvis du oplever føleforstyrrelser eller vanskeligheder med at udføre hverdagsopgaver, skal du oplyse det til lægen eller sygeplejersken. Tal også med lægen eller sygeplejersken, hvis du har behov for smertestillende medicin.
Du kan selv mindske generne ved føleforstyrrelser:
- Tag varme bade.
- Brug varme eller kolde omslag.
- Massér blidt de påvirkede områder.
- Beskyt hænder og fødder – undlad fx at gå med bare fødder, og brug handsker i koldt vejr.
- Brug komfortabelt fodtøj med skridsikre såler.
- Plej huden på hænder og fødder med creme.
Ændret afføring
Velcade kan give lettere utilpashed i maven og tendens til forstoppelse eller diarré. For nogle patienter kan det være nødvendigt at bruge et afføringsmiddel regelmæssigt. Afføringsmidler kan købes på apoteket uden recept.
Du kan selv gøre følgende for at holde maven i gang:
- Drik rigeligt med væske, gerne 2-3 liter hver dag.
- Hold dig i bevægelse og undgå sengeleje.
- Spis fiberrig mad, fx frugt og grønt, hvedeklid, tørrede frugter i form af svesker, abrikoser og rosiner eller hørfrø.
En af årsagerne til diarré er, at slimhinderne i tarmen afstødes, og tarmens evne til at opsuge væske bliver nedsat. Det kan derfor være nødvendigt at være indlagt i forbindelse med længerevarende diarré, så du kan få væske via et drop. Det kan også være nødvendigt at give medicin, som virker stoppende
Sådan kan du selv behandle let diarré:
- Drik rigeligt, da du mister væske.
- Spis bananer, dåsefrugt, supper og sportsdrikke for at holde saltbalancen.
- Prøv gamle husråd som revet æble, havresuppe, hvidt brød, kartoffelmos og ris, som muligvis kan stoppe diarré.
Hvis du har feber og diarré, skal du kontakte os, da du kan have en tarminfektion, som kræver behandling.
-
Kontakt os altid, hvis du får følgende symptomer:
- Temperaturstigning over 38,3 grader.
- Andre tegn på infektion.
- Blødning.
-
Lægen vil fortælle dig om din plan for fremmøde og blodprøvekontrol.
Du er selv ansvarlig for at huske at få taget dine blodprøver som aftalt.
Følg eventuelt selv med i dine blodprøvesvar. Du kan selv logge ind på https://sundhed.dk og se resultaterne af dine blodprøver, hvis du har lyst. Når du er logget ind, skal du gå ind i laboratoriesvar.
-
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.
Hæmatologisk Ambulatorium
Tlf. 97 66 38 00
Vi træffes bedst: Mandag – fredag 8.00 – 15.00
Sygeplejersken træffes bedst 10.00 - 13:30
Hæmatologisk Sengeafsnit 7 Vest
Tlf. 97 66 38 01
Se vores hjemmeside: https://aalborguh.RN.dk/hæmatologi