Vær omhyggelig med at tømme blæren
Sørg altid for at tømme blæren helt, når du lader vandet. Får du problemer med dette, så forsøg med teknikken ”dobbelt vandladning”. Find en vejledning til hvordan du træner dobbeltvandladning her: https://aalborguh.RN.dk/patientinfo4
Får du smerter, kan det betyde, at vaginalringen er for stor. I så fald bør du kontakte din læge.
Forvent øget udflåd
Du kan forvente en øget mængde af hvidligt udflåd. Det er helt ufarligt. Hvis udflåddet bliver ildelugtende, klør eller der kommer blod fra skeden, bør du kontakte din læge.
Falder ringen ud
Der sker ikke noget ved at ringen falder ud. Den kan skylles og sættes op igen hvis muligt, ellers kontakt os i vores telefontid.
Fjern eventuelt ringen ved samleje
Du kan fortsætte med dit sexliv som hidtil. Generer ringen dig ved samleje, kan du eventuelt fjerne den og sætte den på plads igen bagefter.
Skift selv vaginalringen ved behov
Nogle ringe kan du selv fjerne og genopsætte, hvis du har behov for det. Det kræver øvelse, men kan læres med lidt tålmodighed.
- Du fjerner ringen ved at tage i den med en finger, og så trække ringen ud af skeden. Dette kan du gøre liggende, stående eller siddende på hug eller på toilettet. Vælg den måde, der virker bedst for dig.
- Skyl ringen med lunkent vand og uparfumeret sæbe.
- Sæt ringen på plads igen ved at folde den sammen, påsmøre glidecreme eller mandelolie og skubbe den op bagtil i skeden, indtil den støder imod. Skub den forreste del op bag skambenet med fingerspidsen, så ringen sidder i spænd. Når ringen sidder korrekt, kan den ikke mærkes.
Dyrk sport, som du plejer
Du må være fysisk aktiv, selvom du bruger vaginalringen. Du bør også stadig træne og opstramme dine underlivsmuskler, så du modarbejder nedsynkningen af livmoderen.