Vigtig information til dig, der er i ICSI-behandling
-
Hvis ægoplægningen aflyses
Vi ringer til dig undervejs i forløbet, hvis æg-oplægningen skal aflyses/udsættes. Dette kan ske i disse tilfælde:
- Dag 2. Hvis vi allerede på dag 2 kan se, at ingen af dine æg er korrekt befrugtet, ringer vi inden kl. 9.00.
- Dag 5. Hvis vi på dagen for æg-oplægningen vurderer, at blastocysternes udvikling er for langsom, og de har brug for at udvikle sig en dag mere, skal den planlagte æg-oplægning udsættes. I så fald ringer vi inden kl. 9.00. De æg, der udvikler sig langsomt, dyrkes videre til dag 6. Herefter bliver de nedfrosset, hvis de er egnede. Vi skriver i din journal, hvor mange æg vi har nedfrosset. Du kan se din journal på sundhed.dk. Disse æg kan lægges op ét for ét, når du er klar til det senere i en cyklus.
Hvis ægoplægningen udsættes
Lægen kan på baggrund af helbredsmæssige eller andre årsager vurdere, at din æg-oplægning skal udsættes.
Dette vil vi typisk aftale med dig på dagen for æg-udtagningen eller over telefonen i dagene efter. Hvis din æg-oplægning udsættes, vil laboratoriet nedfryse alle dine egnede æg. Antallet noteres i din journal, som du kan se på sundhed.dk. Disse æg kan lægges op ét for ét senere, når det passer i din cyklus.
Årsager til nedfrysning
Der kan være forskellige årsager til, at vi vælger at fryse alle æg ned:
- Langsomme æg. Æggenes udviklingshastighed kan variere meget inden for normalområdet, og nogle æg har brug for mere tid til at udvikle sig til egnede blastocyster. Disse æg dyrker vi helt til dag 6 og vurderer herefter deres kvalitet. Vi lægger dog ikke æg op på dag 6. Det skyldes, at vi på grund af cyklus kan risikere, at slimhinden i livmoderen ikke længere er kompetent nok til, at ægget kan sætte sig fast. Har æggene udviklet sig til blastocyster af egnet kvalitet på dag 6, fryser vi dem ned, så de kan lægges op senere, når det passer med din cyklus.
- Æg-udtagning om tirsdagen. Er æggene taget ud en tirsdag, falder æg-oplægningen på dag 5 på en søndag. Da vi har lukket om søndagen, nedfryser vi i stedet alle egnede blastocyster. Generelt udføres æg-oplægningen ikke på dag 6, da vi ikke mener, at det giver optimale forhold for din graviditetschance.
- Risiko for overstimulation. Hvis du har fået taget mange æg ud, er der risiko for overstimulationssyndrom, hvor der kan opstå øget væskedannelse i æggeblærerne, som siver ud i bughulen. Dette er en meget alvorlig tilstand. Tilstanden vil forværres betydeligt ved graviditet, og derfor vil din æg-oplægning blive udsat. I stedet nedfryser vi alle egnede blastocyster, og du vil kunne få lagt æg op senere, når det passer ind med din cyklus.
Hvis der ikke er æg til oplægning eller nedfrysning
Hvis der ingen blastocyster er til ægoplægning og nedfrysning, vil du blive ringet op af en sygeplejerske den næstkommende hverdag.
Efter æg-udtagning er det normalt at føle lidt ubehag, som gradvist aftager i løbet af et døgn. Generne optræder som menstruationslignende smerter. Mindre blødning fra toppen af skeden kan forekomme, men er ikke alarmerende. Stærkere smerter kan dække over indvendige blødninger, men forekommer meget sjældent.
Tag smertestillende fra håndkøb
Vi vil anbefale dig at bruge almindelig håndkøbsmedicin, såsom paracetamol (fx Panodil®eller Pamol®).
Vi fraråder dig at bruge receptpligtig (gigt)medicin til menstruationssmerter. Indtil graviditetstesten fraråder vi desuden sport og tungt løftearbejde over 20 kg.
Risiko for overstimulation
Som du er informeret om, er der en lille risiko for overstimulation. Tegn på overstimulation vil hyppigt optræde cirka 5 dage efter æg-udtagning samt igen efter en positiv graviditetstest. Symptomer på overstimulation er:
- Smerter i æggestokkene
- Åndenød
- Udspiling af bughulen.
Tilstanden udvikler sig ofte gradvist. Hvis du får nogle af disse symptomer, skal du kontakte os inden for vores åbningstid.
Uden for åbningstid bør du kontakte Lægevagten, da sværere tilfælde af overstimulation kræver indlæggelse. Lægevagten vil muligvis henvise dig til Gynækologisk Afdeling i nærheden af din bopæl.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.
Scan QR-koden eller gå ind på
www.aalborguh.rn.dk/patientinfo3for at læse om, hvordan befrugtning af æg med ICSI-metoden foregår i laboratoriet.