Det er vigtigt at finde ud af, om biskjoldbruskkirtlerne reelt er overaktive, og hvis dette bekræftes, om det er en tilstand, der skal følges med blodprøver, eller en tilstand, der skal behandles.
Man afgør, om der reelt er overaktivitet af biskjoldbruskkirtlerne, og om de har påvirket organerne, på følgende måder:
- Vi følger udvikling i kalkindholdet i blodet. Vi følger udviklingen i kalkindholdet i blodet over tid. Er dette kun let forhøjet og stabilt, det vil sige ikke stigende, kan man hos nogle blot følge udviklingen.
- Vi måler udskillelsen af kalk i urinen. Vi måler udskillelsen af kalk i urinen og sammenholder denne med kalkindholdet i blodet. På denne måde kan vi se, hvor meget kalk der tabes ud i urinen, og hvor meget der forbliver i kroppen.
- Vi måler kalkindholdet i skelettet. Vi måler kalkindholdet i skelettet ved en knoglesmineralmåling (DXA-skanning), så vi kan se, om der er tabt kalk fra skelettet. Er dette ikke tilfældet, kan vi følge udviklingen med nogle års interval.
- Vi laver en CT-skanning af nyrerne. Vi foretager en CT-skanning af nyrerne for at se, om der er udfældet kalk i nyrerne eller dannet nyresten.
Det kræver med andre ord en del undersøgelser at afgøre, om kirtlerne reelt er overaktive, om aktiviteten ændrer sig over tid, og om tilstanden skal behandles eller blot observeres.