Pris for forskning i thyroideasygdomme
Forskerprisen er uddelt af Danish Diabetes and Endocrine Academy (DDEA) i forbindelse med DDEA Annual Day 2025, som blev afholdt forleden.
Stine Linding Andersens forskning centrerer sig om, hvordan forstyrrelser i stofskiftehormoner under graviditeten kan påvirke både mor og barn. Thyroideahormoner spiller en afgørende rolle i fosterets udvikling, og unormale niveauer hos moderen kan øge risikoen for komplikationer som for tidlig fødsel, lav fødselsvægt og kan potentielt påvirke hjerneudviklingen hos barnet.
Hendes arbejde kombinerer laboratorieresultater, kliniske data og information fra de danske sundhedsregistre for at undersøge sjældne, men vigtige sammenhænge mellem uerkendt eller ubehandlet thyroidea sygdom og graviditetsudfald. Blandt hendes mest betydningsfulde fund er forskning i risikoen for fosterskadelige bivirkninger ved anvendelse af antithyroide lægemidler tidligt i graviditeten – en indsigt, der har haft indflydelse på både nationale og internationale retningslinjer.
Stine Linding Andersen håber, at hendes forskning fortsat kan bidrage til at besvare uafklarede kliniske spørgsmål, herunder debatten om screening for thyroideasygdom hos gravide.
Med DDEA-prisen følger ikke kun anerkendelse af Stine Linding Andersens forskning, men også mulighed for at styrke netværk og samarbejder – hvilket er afgørende for det interdisciplinære arbejde, hun brænder for:
- Jeg er meget taknemmelig for denne anerkendelse. Prisen understreger vigtigheden af vores forskning og bidrager til at styrke samarbejdet mellem klinisk biokemi og klinikere for at forbedre diagnostik og behandling af gravide med thyroideasygdomme, siger hun.
Det er andet år i træk, at prisen går til en forsker fra Nordjylland. Sidste år var det postdoc ved Steno Diabetes Center Nordjylland, Nicklas H. Rasmussen, der modtog den fornemme ære.
Læs mere på https://ddeacademy.dk/ddea/ddea-awards-winners-2025/
Vinderne ved årets DDEA-prisuddeling. Til venstre for Stine Linding Andersen står Lærke Smidt Gasbjerg (Gentofte Hospital) og Morten Dall (KU) (Foto: DDEA)