Ph.d.-forsvar ved Caroline Nørgaard-Pedersen
Gentagne graviditetstab er defineret som mindst to eller tre spontane graviditetstab. Tilstanden findes hos 1-3% af kvinder i den fødedygtige alder, og antallet af kvinder med gentagne graviditetstab er stigende. Vores viden om underliggende årsager til gentagne graviditetstab er mangelfuld. Hos ca. 60% af patienterne finder vi ingen af de faktorer, som er forbundet med øget risiko for gentagne graviditetstab.
Den manglende viden om årsager til gentagne graviditetstab komplicerer vores søgen efter effektive behandlingsmidler, og aktuelt findes der ingen behandlingstilbud til denne gruppe af patienter, som er bevist effektive. Dette kan være frustrerende for både lægen og patienten. Imidlertid har flere undersøgelser af immunceller og deres signalmolekyler vist øget hyppighed af specifikke afvigelser hos denne gruppe patienter, og det tyder således på, at en årsag til gentagne graviditetstab kan være, at immunforsvaret afstøder fosteret. Derfor forskes der meget i immunologiske årsager til gentagne graviditetstab og i behandlinger med medicin, som virker på immunforsvaret.
Formålet med Caroline Nørgaard-Pedersens ph.d.-afhandling var at udforske immunsystemets rolle ved gentagne graviditetstab og effekten af immunmodulerende behandling med intravenøs immunglobulin og binyrebarkhormon.
Ph.d.-afhandlingen indeholder fem publicerede artikler:
To tværsnitsundersøgelser, der evaluerede:
- Sammenhængen mellem gentagne graviditetstab og køn hos ældre søskende
- Sammenhængen mellem gentagne graviditetstab, genetiske risikomarkører (HLA klasse II alleler) og forekomst af autoantistoffer
To kombinerede tværsnits- og kohortestudier, der evaluerede:
- Sammenhængen mellem kombinationen af køn for førstefødte barn, HLA klasse II genotype og graviditetsprognosen hos patienter med gentagne graviditetstab
- Sammenhængen mellem koncentrationen af mannose-bindende lektin i blodet og gentagne graviditetstab samt patienternes graviditetsprognose
Den femte artikel var en protokol for et dobbeltblindet randomiseret kontrolleret forsøg, der tester effekten af prednisolon og intravenøst immunglobulin versus placebo for kvinder i fertilitetsbehandling kunstig befrugtning og oplever gentagne graviditetstab.
Artiklerne er alle blevet fagfællebedømt og publiceret som ”open access” i tidsskrifter inden for human reproduktion eller immunologi.
Tid og sted
Ph.d.-forsvaret afholdes torsdag den 23. november kl. 12.00 i Auditoriet, Aalborg Universitetshospital, Nord, Reberbansgade 15, Aalborg. Alle interesserede er velkomne.
Vejledere og bedømmelsesudvalg
Vejledere:
- Professor Ole Bjarne Christiansen MD, D.M.Sc, Aalborg University Hospital and Aalborg University (Hovedvejleder)
- Assistant supervisor: Professor Ulrik Schiøler Kesmodel MD, PhD, Aalborg University Hospital and Aalborg University
Bedømmelsesudvalg
- Professor Emerita Mary D. Stephenson MD, M.Sc, University of Illinois Chicago, USA ,Head Emerita of Department of Obstetrics and Gynaecology
- Professor Kristiina Rull MD, PhD, University of Tartu, Estonia, Head of Department of Obstetrics and Gynaecology
- Professor Lene Dreyer MD, PhD, Aalborg University Hospital and Aalborg University
Publiceret af
Kommunikationskonsulent
Publiceret af
Kommunikationskonsulent