Tiltrædelsesforelæsning ved Benedict Kjærgaard
Forelæsningen vil belyse, hvorledes 25 års forskning med brug af forsøgsdyr har været brugt civilt og militært i et samarbejde. Flyvevåbnets redningshelikoptere finder af og til druknede og afkølede personer med hjertestop. Nogle af disse kan reddes, selvom de ser døde ud, men man kan ikke få et afkølet hjerte til at fungere ved hjælp af en hjertestarter eller medicin, med mindre der laves kunstig cirkulation og opvarmning af blodet. Dette kan foregå med en hjertelungemaskine, som kun findes på thoraxkirurgiske afdelinger, og det var førhen sjældent, at livløse fik denne behandling, særligt ikke, hvis de først blev indlagt på perifere sygehuse.
Udfordringen medførte dyreforsøg med brug af en mobil hjertelungemaskine – først i Aarhus og senere i Aalborg - hvorfra der blev etableret et udrykningshold i samarbejde med Falck, politiet og flyvevåbnet. Benedict Kjærgaard og kollegaerne udnyttede og tilpassede kendt teknologi, som i mange versioner benævnes ECMO. Holdet var med til at redde mange druknede, måske mest kendt ved Præstøulykken i 2011, men efterhånden også andre med hjertestop. Senere begyndte man at modtage patienter med intraktabelt hjertestop af ukendt årsag på universitetshospitaler med et ECMO-hold, dog nu benævnt CPS (cardio pulmonal support), og udrykningsholdet blev mindre brugt.
I militær sammenhæng benyttes ECMO i flere versioner til at redde og transportere syge og sårede over lange afstande. Dette er forudgået af forskning og træning med bedøvede grise. ECMO gør dyreforsøg mulige, der ellers ville være umulige. Det kan f.eks. være med ekstrem iltmangel eller ekstrem afkøling, uden at dyret dør af dette.
Tid og sted
Tiltrædelsesforelæsningen finder sted fredag den 27. oktober kl. 13.00-14.00 i Auditoriet, Medicinerhuset, Mølleparkvej 4, 9000 Aalborg. Alle interesserede er velkomne. Efter forelæsningen afholdes en reception.
Publiceret af
Kommunikationskonsulent
Publiceret af
Kommunikationskonsulent