Ny professor i patologisk anatomi
Neurodegenerative sygdomme er en samlebetegnelse for sygdomme forårsaget af en gradvis nedbrydning af hjernen og dens funktioner. Sygdommene omfatter et spektrum af motoriske, psykiatriske og kognitive symptomer og inkluderer ofte demens, som udvikles før eller siden i sygdomsforløbet.
Blandt demenssygdommene er Alzheimers sygdom, Lewy body demens og frontotemporal demens, hvor Alzheimers sygdom er den hyppigst forekommende. Demens kan også ses ved sygdomme som Parkinsons sygdom og Huntingtons sygdom.
Frontotemporal demens (FTD) har en ikke ubetydelig arvelig komponent og starter forholdsvist tidligt med de første symptomer så tidligt som 40-års alderen. Blandt yngre mener man, at FTD udgør 20-25 % af alle demenstilfælde. Ud over arvelighed kendes ikke andre risikofaktorer.
Ny viden om sjælden gendefekt
Ida Elisabeth Gad Holm er en af de danske forskere og specialister i FTD. Med sin forskning vil hun sætte større fokus på neurodegenerative sygdomme som FTD og hun har et ønske om at styrke det neuropatologiske forskningsmiljø og samarbejde med de kliniske afdelinger.
- Jeg ser det som en primær opgave at inspirere og være med til at udvikle en stærkere forskningskultur og samtidig slå til lyd for et øget samarbejde med kliniske afdelinger, siger hun.
Ida Elisabeth Gad Holm har gennem flere år fulgt danske FTD-patienter og sammen med forskerkolleger bl.a. belyst betydningen af en meget sjældent forekommende gendefekt hos en dansk familie. Forskningen har givet ny viden, som kan bruges til at hjælpe patienter i fremtiden.
Den forskning, som hun og kollegaerne står bag, viser også, at bærere af den sygdomsfremkaldende mutation har en markant kortere levetid. FTD-patienter rammes også af et mere affladet følelsesliv, passivitet og nogle får en i sociale sammenhænge ukritisk adfærd, som de ikke selv er i stand til at erkende. FTD kan desuden vise sig ved, at man mister evnen til at klare helt almindelige hverdagsting.
Styrket digital patologi
Ida Elisabeth Gad Holm ser udviklingen i nye digitale muligheder som en vej til at styrke forskningen og delingen af viden om neurodegenerative sygdomme.
- Med udviklingen i digital patologi er det oplagt at anvende digitalisering af indskannede glas med mikroskopi snit fra hjerner fra patienter med forskellige neurodegenerative sygdomme. Dels kan man gemme billederne for eftertiden, og dels kan man bedre konferere sjældne cases med kolleger i ind- og udland. Digital patologi rummer også værktøjer til eksempelvis kvantitativ forskning, som derved bliver lettere, siger hun.
Ida Elisabeth Gad Holms tiltrædelsesforelæsning annonceres senere her på hjemmesiden.