Nyslået kandidat vinder pris for kræftforskning
Thomas Yssing Michaelsen (tv.) og hans hovedvejleder, professor Martin Bøgsted. (Foto: Lasse Høj Nielsen, Kommunikation)
Thomas Yssing Michaelsen afsluttede i sommer sin kandidatuddannelse i biologi med et speciale, der blandt andet har forbedret mulighederne for at klassificere en type lymfeknudekræft, der består af diffust storcellet B-celle lymfomer. Forskningen er gennemført, mens Thomas Yssing Michaelsen har været tilknyttet det hæmatologiske forskningsafsnit på Aalborg Universitetshospital, hvor professor i bioinformatik og statistik, Martin Bøgsted, har været hovedvejleder.
- Klassificering efter kræfttype vurderes at være nøglen til at kunne vælge den rigtige behandling til den enkelte patient, og området har derfor stor bevågenhed. Oprindeligt har læger klassificeret forskellige undertyper af lymfeknudekræft ved at studere kræftcellerne i et mikroskop, men med ny teknologi kan vi også undersøge kræftsvulsten på molekylært niveau, fortæller Martin Bøgsted.
Muliggør mere målrettet behandling
Sammen med forskerne fra det Hæmatologiske Forskningsafsnit på Aalborg Universitetshospital har Thomas Yssing Michaelsen arbejdet med at videreudvikle denne metode, så man nu kan undersøge kræftsvulsten molekylært i en højere detaljegrad end tidligere. Ud fra en biopsi fra svulsten kan man undersøge dens RNA for mønstre, der afslører, hvilke gener, der er aktive i tumoren.
- Jeg har videreudviklet på en metode, som kan placere patienter i forskellige kategorier med forskellige overlevelseschancer og behandlingsbehov på baggrund af den enkelte patients biologi, siger Thomas Yssing Michaelsen til aau.dk.
Martin Bøgsted fortæller, at det forskningsarbejde, som Thomas Yssing Michaelsen har præsteret i sit speciale, gør det muligt for klinikerne at opdele typerne af diffust storcellet B-celle lymfom i fire forskellige molekylære klasser, hvor man tidligere kun har opdelt kræfttyperne i to.
- Med kun to undergrupper har der været nogle patienter, som måske ikke har fået den mest effektive behandling. Undersøgelsen udmærker sig samtidig ved, at den er både hurtig og billig, og resultatet er fuldstændig upåvirket af lægens subjektive holdning.
Det er anden gang, at én af Martin Bøgsteds studerende modtager Roblon-prisen.
- Det er en stor fornøjelse at være vejleder for så engagerede og dygtige studerende. Thomas har vist et stort talent for organisering og koordinering af et komplekst laboratoriemæssigt arbejde, og han har egenhændigt formået at skaffe finansiering til sit projekt og til opfølgende ansættelse på Hæmatologisk Afdeling, hvor han skal arbejde videre med resultaterne og udvikle på de machine learning-teknikker, der er anvendt i studiet, fortæller Martin Bøgsted.
Om Roblon-prisen
Den Frederikshavn-baserede Roblon Fond blev stiftet i 1997 og har siden 2008 uddelt en årlig pris til en nyslået kandidat ved Aalborg Universitet. Prisen uddeles på baggrund af indstillinger fra vejleder.
Publiceret af
Kommunikationskonsulent