Ph.d.-forsvar ved Søren Ravn

Torsdag den 27. oktober forsvarer læge, Medicinsk Fysik, Onkologisk speciale, sin ph.d.-afhandling om, hvordan forskellige avancerede MR-teknikker kan bidrage til en mere individualiseret behandling af patienter med hjernetumorer.

Søren Ravns projekt består af 3 studier, der hver især fokuserer på anvendelsen af avancerede MR-scanninger i forskellige faser af behandlingen for primær hjernetumor.

Det første studie omhandler anvendelsen af funktionel MRI (fMRI) i den præoperative fase, hos patienter med formodet primær lavgrads-hjernetumor. Projektets formål var retrospektivt at undersøge, om man ved et simpelt afstandsmål mellem tumor og funktionelle kortikale områder, fundet ved at kombinere informationerne fra konventionelle T1-vægtede MRI scanninger med fMRI-scanninger, kunne forudsige, hvorvidt patienter, der blev forsøgt makroradikalt opereret ved hjælp af neuronavigationsvejledt operation ville få postoperative neurologiske udfald eller ej. Projektet omhandlede 34 patienter, der alle havde fået lavet præoperativ fMRI i Aalborg. Søren Ravn fandt en sammenhæng, hvor øget afstand fra tumor til funktionel motorkorteks gav færre postoperative motoriske udfald.

Det andet studie omhandler anvendelsen af diffusion tensor imaging (DTI) som mulig biomarkør for senskade på hvid substans efter stråleterapi mod hjernen. I projektet undersøgte Søren Ravn med DTI 19 patienter, tidligere behandlet med stråleterapi, der involverede storhjernen. På baggrund af DTI-scanningerne blev der udarbejdet diffusions-maps som kunne coregistreres til patienternes tidligere stråleplaner. Det var hermed muligt at aflæse middel diffusionen i normal udseende hvid substans og korrelere disse aflæsninger til de forskellige stråledoser, disse normalt udseende områder havde fået i forbindelse med stråleterapien. Søren Ravn fandt, at der allerede fra en modtaget stråledosis på mellem 5 og 15 Gy kunne findes en signifikant forøgelse i middeldiffusionen på 8%. Som et bifund fandt han en indikation af, at 3 af patienterne, alle med diagnosen astrocytom grad 3, havde udvikling i deres sygdom, idet middeldiffusionen inden for det område, der havde fået stråledosis svarende til tumor var begyndt at falde, hvilket kunne indikere en begyndende mikroinfiltration af tumorceller. Dette fund håber Søren Ravn at kunne eftervise i et fjerde studie, som dog endnu ikke er afsluttet.

Det tredje studie omhandler anvendelsen af T1-vægtet perfusions MRI (Dynamic Contrast Enhanced MRI (DCE MRI)) i forbindelse med vurdering af respons på bevacizumab (Avastin) behandling af hjernetumoren glioblastoma multiforme. Dette studie blev udført ved hjælp af humane glioblastomceller implanteret i flanken af nøgne mus.  Bevacizumab er et monoklonalt antistof rettet mod vaskulær endotheliær vækstfaktor (VEGF). Administration af stoffet har givet anledning til flere radiologiske udfordringer, idet stoffet allerede få dage efter administration kan resultere i, at tumor ikke længere lader op på T1-vægtede billeder med kontrast. Ved at følge udviklingen i tumorperfusionen med DCE-MRI efter administration af bevacizumab og sammenholde den med udviklingen i tumorperfusionen i tumorer, der ikke blev behandlet med bevacizumab, kunne Søren Ravn påvise, at DCE-MRI har et potentiale som biomarkør for bevacizumabs virkning på hjernetumoren glioblastoma multiforme.

Projektet har vist, at avancerede MR-sekvenser ved hjælp af kvantitative målinger kan bidrage til at afklare kliniske problemstillinger i forbindelse med behandling og opfølgning af patienter med hjernetumorer. Dette vil kunne føre til en mere individualiseret behandling af kræftpatienter i fremtiden.

Afhandlingen har titlen "Efficacy and Toxicity in Brain Tumor Treatment – Quantitative Measurements using Advanced MRI - A combined human and murine study". 

Tid og sted

Forsvaret finder sted torsdag den 27. oktober 2016 kl. 14.00 i auditoriet, Forskningens hus, Aalborg Universitetshospital. 
Efterfølgende er Aalborg Universitetshospital vært ved en reception.

Vejledere og bedømmelsesudvalg

Vejledere
  • Jesper Carl, M.Sc, PhD, Medicinsk Fysik,  Aalborg Universitetshospital.
  • Preben Sørensen, MD, Neurokirurgi,  Aalborg Universitetshospital.
  • Jens B. Frøkjær, MD, Professor, PhD, Radiologi,  Aalborg Universitetshospital.
  • Charlotte Aa. Haslund, MD, Onkologi,  Aalborg Universitetshospital.

Bedømmelsesudvalg
  • Pia C Maly Sundgren, Professor, MD, Radiologisk Afdeling, Lund Universitet, Sverige
  • Eigil Rostrup, Consultant, DMSc, Afdelingen for Klinisk Fysiologi,  og Nuklear Medicin, Rigshospitalet, Glostrup, Danmark
  • Michael Gaihede, Klinisk Lektor, MD, Afdelingen for Klinisk Medicin,  Øre-Næse-Halskirurgisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital.