Du kan lindre dine smerter med forskellige kuldepakninger, som du lægger på det smertefulde område. Du kan købe kuldepakninger i sports- og sygeplejeforretninger samt i nogle større varehuse.
Du kan også selv lave en kuldepakning. Frys en pose med brun sæbe eller brug en pose frosne grøntsager, fx ærter.
Du bør altid anvende is- eller kuldepakning ved akutte skader.
Sådan anvender du kuldepakning
Du skal køle det smertefulde område i 15-20 minutter. Undgå, at der er luft mellem huden og kuldepakningen, da det isolerer kulden, så effekten bliver mindre. Når du fjerner kuldepakningen, kommer der oftest en behagelig varmereaktion. Du kan gentage behandlingen flere gange i døgnet.
Du bør ikke anvende kuldepakning på områder med:
- infektion eller sår
- nedsat følesans på grund af risiko for forfrysning
- nedsat blodcirkulation.
Før du anvender hjemmelavet kuldepakning
Før du bruger kuldepakning af brun sæbe, skal du:
- svøbe den ind i et håndklæde
- lade den ligge ved stuetemperatur, indtil du kan forme pakningen til det sted på kroppen, hvor du skal placere den. Du kan eventuelt fremskynde processen ved at lægge den kortvarigt på radiatoren.