Du skal under røntgenfotograferingen være afklædt på den del af kroppen, hvor du skal røntgenfotograferes.
Undersøgelsen foregår ved, at vi så nænsomt som muligt placerer den kropsdel, du skal have undersøgt, på eller foran en plade (detektor). Herefter indstiller vi røntgenapparatet med henblik på at få de bedst mulige billeder. Hver knogle, der skal undersøges, bliver fotograferet i minimum 2 vinkler.
Det er vigtigt, at du holder den kropsdel, der bliver undersøgt, helt i ro, mens du bliver røntgenfotograferet. Ellers kan vi blive nødt til at røntgenfotografere igen.
Under røntgenfotograferingen står, ligger eller sidder du. Det afhænger af, hvilken del af din krop der skal undersøges.
Selve røntgenfotograferingen varer oftest i alt cirka 5-15 minutter. Enkelte undersøgelser kan dog vare længere tid, og der kan også være ventetid.
Små børn kan medbringe en forælder
Det er en god idé, at helt små børn har en forælder eller pårørende med ind til undersøgelsen. Større børn kan sagtens klare undersøgelsen alene.
Det er vigtigt, at så få personer som muligt er i undersøgelsesrummet, mens billederne bliver taget, da vi benytter røntgenstråler. I de særlige tilfælde, hvor ekstra personer opholder sig på stuen under røntgenfotograferingen, vil disse få blyforklæder på.