CT-skanning med blodprøve, vand og kontrast, Thisted
Du skal have foretaget en CT-skanning, som er en computerstyret røntgenfotografering med meget detaljerede billeder.
-
Du skal have foretaget en CT-skanning, som er en computerstyret røntgenfotografering med meget detaljerede billeder.
-
Selve undersøgelsen
Under undersøgelsen ligger du på et leje, som bevæger sig hurtigt gennem en åbning i CT-skanneren, mens der tages billeder med få millimeters afstand af det ønskede område.
Drik rigeligt inden undersøgelsen
Timen inden du møder til undersøgelsen, skal du drikke 1½ liter vand eller mælk. Du må gerne lade vandet, hvis du har behov for det.
Intravenøs kontrast
CT-skanningen udføres ofte med kontrastvæske. Du får anlagt en venflon (lille plastikrør i en blodåre), og gennem den kan vi indsprøjte kontrastvæske. Kontrastvæsken fordeler sig i blodkarrene og de indre organer, og så kan vi skelne disse fra hinanden.
Kontrastvæsken kan give dig en kortvarig varmefornemmelse i kroppen, specielt i underlivet.
Hvor lang tid varer undersøgelsen?
Undersøgelsen varer cirka ½ time. Hvis du har fået kontrastvæske, anbefaler vi dig at blive på hospitalet i yderligere 30 minutter.
-
Bestil tid til en blodprøve inden undersøgelsen
2-6 dage inden undersøgelsen hos os skal vi bruge en blodprøve (P-kreatinin) fra dig. Vi har rekvireret prøven, men du skal selv bestille tiden, enten hos din egen læge eller på et hospital. Får du ikke taget blodprøven eller er prøven mere end 7 dage gammel, kan vi være nødt til at aflyse din undersøgelse.
Vil du have taget prøven på et hospital i Region Nordjylland skal du bestille tid på www.booking.RN.dk. Du skal bruge MitID for at bestille. Husk at medbringe dit sundhedskort, når du møder op.
Ring til os, hvis du er gravid
Hvis du er – eller kan være – gravid, skal du kontakte os inden aftalen, da det kan have indflydelse på gennemførelsen af undersøgelsen. Du finder telefonnummeret i kontaktboksen.
Drik rigeligt dagen før undersøgelsen
Dagen før undersøgelsen skal du drikke rigeligt med væske – mindst 1 liter. Det kan fx være vand, saftevand eller juice. Når din krop får væske nok, kan dine nyrer bedre udskille kontrastvæsken.
Spis et let måltid på undersøgelsesdagen
For at opnå de meste tydelige billeder ved undersøgelsen anbefaler vi, at det seneste måltid, du spiser inden undersøgelsen, er et let fordøjeligt måltid. Det kan fx bestå af suppe, yoghurt eller hvidt brød, der hurtigt kan fordele sig i tarmen.
-
Vær opmærksom på overfølsomhed
Kontrastvæsken udskilles med urinen, men kan ikke ses.
I sjældne tilfælde kan der forekomme en reaktion efter nogle få timer og op til flere dage efter undersøgelsen. Det kan vise sig ved hævelse i ansigtet, specielt omkring øjnene, eventuelt hudreaktion med rødme og kløe på kroppen. Efter undersøgelsen får du udleveret en vejledning herom.
Drik rigeligt
Når du er færdig med undersøgelsen, må du spise og drikke, som du plejer. Vi opfordrer dig til at drikke rigeligt, hvis du har fået indsprøjtet kontrastvæske.
-
Du får svar på undersøgelsen fra den læge eller afdeling, som har henvist dig til undersøgelsen.
-
Der er risici forbundet med røntgenstråling. Fordelene ved at bruge røntgenstråler overstiger dog i langt de fleste tilfælde den risiko, der er ved at få lavet en CT-skanning. Vil du vide mere om risici, kan du læse mere på www.patienthåndbogen.dk – søg på ’røntgenstråler og risici’.
-
Har du spørgsmål til undersøgelsen, er du velkommen til at kontakte os.
Billeddiagnostisk Afsnit, Thisted
Tlf. 97 65 04 83
Vi træffes bedst:
Mandag – torsdag 8.00 – 15.00
Fredag 8.00 – 14.30