Spektral mammografi
Du skal have foretaget en såkaldt ’spektral mammografi’.
Ved en spektral mammografi anvendes røntgenstråler som ved en almindelig røntgenundersøgelse. Fordelen ved denne metode er dog, at den kan lave et meget mere præcist billede end en almindelig røntgenundersøgelse, og at vi derved kan påvise selv meget små forandringer i brystet ved hjælp af kontrast.
-
Du skal have foretaget en såkaldt ’spektral mammografi’.
Ved en spektral mammografi anvendes røntgenstråler som ved en almindelig røntgenundersøgelse. Fordelen ved denne metode er dog, at den kan lave et meget mere præcist billede end en almindelig røntgenundersøgelse, og at vi derved kan påvise selv meget små forandringer i brystet ved hjælp af kontrast.
På undersøgelsestuen placerer vi en plastiknål i din albuebøjning. Herefter bliver du fulgt til en mammografistue, hvor du får kontraststof igennem nålen. Derpå laver vi en almindelig mammografi.
Kontraststoffet kan give varme i kroppen, fornemmelse af vandladningstrang og metalsmag i munden. Det forsvinder dog hurtigt igen, når kontrastvæsken fordeler sig i dine blodårer og indre organer.
Den samlede undersøgelse varer cirka 30 minutter. Men vi tilbyder dig at blive i afsnittet i op til 30 minutter efter undersøgelsen for at sikre, at du ikke får en allergisk reaktion af kontrasten. Det kan i meget sjældne tilfælde forekomme.
Kontakt os, hvis du forventer menstruation på undersøgelsestidspunktet
Undersøgelsen kan ikke laves, hvis du har menstruation på undersøgelsestidspunktet. Kontakt os derfor i god tid i forvejen, hvis du forventer menstruation, så du kan få en anden tid. Det mest optimale tidspunkt for undersøgelsen er ugen efter menstruation.
Bestil tid til en blodprøve inden undersøgelsen
Da du skal have kontrastvæske under din skanning, har vi brug for at vide, om dine nyrer fungerer, som de skal, og kan udskille kontrastvæsken efter skanningen. Det undersøger vi ved hjælp af en blodprøve, der måler dit P-kreatinin.
Du skal derfor bestille tid til en blodprøve. Prøven skal tages 1-6 dage inden undersøgelsen. Du kan få taget prøven hos din egen læge eller på et hospital. Vær opmærksom på, at prøven ikke må være mere end 7 dage gammel på undersøgelsestidspunktet, da vi så ikke kan bruge prøvens resultat.
Drik rigeligt dagen før undersøgelsen
Dagen før undersøgelsen skal du drikke rigeligt med væske – mindst 2 liter. Det kan fx være vand, saftevand eller juice. Når din krop får væske nok, kan nyrerne hurtigere udskille kontrastvæske efter undersøgelsen.
Tag din sædvanlige medicin
Får du medicin, så tag samme dosis, som du plejer, inden du møder hos os, medmindre du har fået andet at vide.
Påklædning på skanningsdagen
Du har som udgangspunkt dit eget tøj på under skanningen. Der er dog nogle forholdsregler, særligt omkring metal, som vi gerne vil, at du tager hensyn til:
- Undlad smykker og piercinger.
- Tag en kortærmet bluse på eller en bluse med løse ærmer, da vi har brug for at have adgang til din albuebøjning.
Ring til os, hvis du er gravid
Hvis du er – eller kan være – gravid, skal du kontakte os inden aftalen, da det kan have indflydelse på gennemførelsen af undersøgelsen.
Gør, som du plejer
Der er ingen forholdsregler efter undersøgelsen. Du må tage medicin, køre bil med videre, som du plejer, selvom du har fået kontrastvæske.
Hvis du er i behandling med Interleukin-2
Du kan opleve allergilignende symptomer – typisk udslæt – i op til 2 uger efter, at du har fået kontraststoffet, hvis du er i behandling med Interleukin-2. Sker dette, skal du kontakte din egen læge.
Du får svar på undersøgelsen fra den læge eller afdeling, som har henvist dig til undersøgelsen.
Der er risici forbundet med røntgenstråling. Fordelene ved at bruge røntgenstråler overstiger dog i langt de fleste tilfælde den risiko, der er ved at få lavet en spektral mammografi. Vil du vide mere om risici, kan du læse mere påpatienthåndbogen.dk. Søg på ’røntgenstråler og risici’.