Ultralydsundersøgelse med 4-timers faste
-
Du skal have foretaget en ultralydsundersøgelse.
Ved en ultralydsundersøgelse bruges lydbølger til at danne billeder af de indre organer. Ultralydsundersøgelser virker ved, at lydbølger udsendes og opfanges via et skannerhoved.
Du får påført en gel på huden over det område, der skal undersøges. Et skannerhoved føres herefter let glidende hen over det ønskede område.
Undersøgelsen varer cirka ½ time, men der kan være ventetid.
Mød fastende til undersøgelsen
Du skal møde fastende til undersøgelsen, så din mavesæk er helt tom. Det er vigtigt, for at vi kan få et godt indblik til organerne og dermed udføre undersøgelsen bedst muligt.
Du må derfor ikke spise, drikke eller ryge fra 4 timer inden undersøgelsen. Du må heller ikke spise pastiller, bolsjer eller tygge tyggegummi. (Dette gælder voksne og børn fra 3 år. Børn under 3 år må ikke spise eller drikke i 3 timer, og babyer, der ammes, må ikke ammes i 2 timer.)
Tag din sædvanlige medicin
Får du vigtig medicin, må du gerne tage den inden undersøgelsen. Hvis den skal tages med vand, så brug så lidt vand som muligt.
Du får svar på undersøgelsen
Du får svar på undersøgelsen af den læge eller afdeling, der har henvist dig.
Har du spørgsmål til undersøgelsen, er du velkommen til at kontakte os.