CT-skanning, barn, Aalborg
Du skal have foretaget en CT-skanning. En CT-skanning er en computerstyret røntgenfotografering, som laver billeder i "tværsnit" af et område af din krop. Alle dele af kroppen kan skannes, fx hjernen, brystkassen, maven og knoglerne. Skanningen viser et tydeligt billede af de organer, der skannes, og giver mulighed for at se mere detaljerede strukturer i forhold til almindelige røntgenbilleder.
Undersøgelsen foregår i fuld narkose.
-
Du skal have foretaget en CT-skanning. En CT-skanning er en computerstyret røntgenfotografering, som laver billeder i "tværsnit" af et område af din krop. Alle dele af kroppen kan skannes, fx hjernen, brystkassen, maven og knoglerne. Skanningen viser et tydeligt billede af de organer, der skannes, og giver mulighed for at se mere detaljerede strukturer i forhold til almindelige røntgenbilleder.
Undersøgelsen foregår i fuld narkose.
-
Ring til Anæstesi Nord, hvis du har været forkølet
Hvis du har været forkølet eller haft feber inden for de seneste 2 uger, skal du kontakte Anæstesiafdeling Nord, så en læge kan vurdere, om du er rask nok til at blive bedøvet.
Tag din sædvanlige medicin
Får du medicin, så tag samme dosis, som du plejer, inden du møder hos os. Medicinen har ikke indflydelse på undersøgelsen.
Mød fastende
Du skal faste, før du skal bedøves. Følg disse regler, medmindre du har fået andet at vide af lægen:
- Stop med at spise 6 timer før. Det gælder al mad.
- Stop med at drikke 2 timer før. Du må gerne drikke klare væsker indtil 2 timer før. Klare væsker kan være: vand, saftevand, te, kaffe, juice uden frugtkød. Væsken må gerne indeholde sukker. Din krop kan bruge energien, så du har det godt.
- Put intet i munden fra 2 timer før. Lad være at tygge tyggegummi, spise pastiller eller andet, der stimulerer dannelsen af spyt.
- Du må tage medicin som aftalt med anæstesilægen. Er du i tvivl, så lad være at tage medicinen, men medbring den.
- Særligt for børn og unge under 18 år. Følg reglerne ovenfor. Du må drikke klare væsker indtil 1 time før.
- Særligt for småbørn. Barnet må få modermælk indtil 3 timer før og modermælkserstatning indtil 4 timer før.
Er du i tvivl, så kontakt os. Det er vigtigt for din sikkerhed under bedøvelsen, at du følger reglerne. Du kan se en video om fastereglerne her:
https://video.RN.dk/sadan-faster-du-for-en-operation
Brug eventuelt lokalbedøvende plaster
Hvis du er over 6 år, vil du have glæde af lokalbedøvende plastre, så huden er bedøvet, når vi lægger en plastikkanyle i en blodåre.
Du skal selv købe plasteret på apoteket forud for skanningen. Plasteret hedder enten Emlaplaster eller Tapinplaster og kan købes i håndkøb. Se vejledningen i vedlagte husk-bilag.
-
Modtagelse
I møder på Anæstesi Nord. Herfra bliver I fulgt over til skanneren. Her tager personalet fra Anæstesi-afdelingen imod jer.
Bedøvelse
For at undersøgelsen bliver optimal, er det vigtigt, at du ligger helt stille under hele skanningen. Det kan være svært, og derfor skal du i narkose.
Du bliver enten bedøvet med maske eller med en indsprøjtning i en blodåre.
Se den vedlagte pjece ’Når dit barn skal bedøves til CT- eller MR-skanning’ for at sikre, at du møder forberedt op til undersøgelsen.
Overvågning
Vi overvåger dig konstant under undersøgelsen, blandt andet ved at måle din vejrtrækning og dit kredsløb, og vi kan øjeblikkeligt gribe ind, hvis der skulle blive behov for det.
Selve undersøgelsen
Du ligger på ryggen på et leje, som bevæger sig igennem CT-skanneren. Imens tager skanneren billeder fra forskellige vinkler med få millimeters afstand. Åbningen i skanneren er cirka 70 cm i diameter og ½-1 meter dyb. Skanneren er åben i begge ender.
Bedøvelsen og undersøgelsen varer cirka 30 minutter, men tiden kan variere meget, uden at det bør give anledning til bekymring.
Forældre
Dine forældre må være hos dig, indtil du sover, og igen på opvågningsstuen, når du vågner efter undersøgelsen. Imens du bliver undersøgt, kan de opholde sig på Anæstesi Nord eller eventuelt på ventegangen på Radiologisk Afdeling.
-
Efter undersøgelsen bliver du kørt på en opvågningsstue, hvor du skal være, indtil du kan drikke og eventuelt spise uden at kaste op. Efter ca. 2 timer kan du tage hjem.
Hvis I selv skal køre hjem, skal der være 2 voksne sammen med dig. Den ene skal køre bilen, og den anden skal være hos dig, fordi du muligvis kaster op efter bedøvelsen.
Søskende er ikke velkomne på undersøgelsesdagen.
-
Ingen forholdsregler
Du skal ikke tage nogen forholdsregler efter undersøgelsen.
Svar på undersøgelsen
Du får svar på undersøgelsen fra den læge eller afdeling, som har henvist dig.
-
Har du spørgsmål til undersøgelsen, er du velkommen til at kontakte os.
Radiologisk Afdeling
Tlf. 97 66 56 45
Vi træffes bedst:
Mandag – torsdag 8.00 – 15.00
Fredag 8.00 – 14.30
Anæstesi Nord
Tlf. 97 66 29 30
Vi træffes bedst: Mandag – fredag 8.00 – 15.00