MR-skanning
Du skal have foretaget en MR-skanning. MR betyder magnetisk resonans. Skanningen foregår ved, at radiobølger og en antenne opfanger et signal, som bliver omdannet til et billede i en computer. På den måde gør skanningen det muligt at undersøge dele af kroppen som fx hjerne, knogler, brusk, ledbånd, muskler og blodårer.
OBS: Vi gør opmærksom på, at søskende ikke er velkomne på undersøgelsesdagen.
-
Du skal have foretaget en MR-skanning. MR betyder magnetisk resonans. Skanningen foregår ved, at radiobølger og en antenne opfanger et signal, som bliver omdannet til et billede i en computer. På den måde gør skanningen det muligt at undersøge dele af kroppen som fx hjerne, knogler, brusk, ledbånd, muskler og blodårer.
OBS: Vi gør opmærksom på, at søskende ikke er velkomne på undersøgelsesdagen.
-
Du skal i narkose
For at undersøgelsen bliver optimal, er det vigtigt, at du ligger helt stille under hele skanningen. Derfor skal du møde fastende og bedøves med narkose. Se den vedlagte pjece ’Når dit barn skal bedøves til CT- eller MR-skanning’ for at sikre, at du møder forberedt op til undersøgelsen.
Bedøvelsen
Når du og dine forældre møder, bliver I fulgt over til skanneren. Her tager anæstesipersonalet imod jer.
Du bliver herefter enten bedøvet med anæstesigas på maske eller med en indsprøjtning i en blodåre.
Hvis du er over 6 år, vil du have glæde af lokalbedøvende plastre, så huden er bedøvet, når vi lægger en plastikkanyle i en blodåre.
Du skal selv købe plasteret på apoteket forud for skanningen. Plasteret hedder enten Emlaplaster eller Tapinplaster og kan købes i håndkøb. Er du under 6 år har du ikke behov for plasteret. Se vejledningen i det vedlagte husk-bilag.
Vi overvåger dig konstant med blandt andet måling af vejrtrækning og kredsløb, og vi kan øjeblikkeligt gribe ind, hvis der skulle være behov for det.
Selve undersøgelsen
Du ligger på et leje, som bliver ført ind i en rørformet magnet. Magneten er 55 cm i diameter, og den er oplyst og TV-overvåget. Under skanningen vil der være en række bankelyde i perioder af 1-15 minutter.
Bedøvelsen og undersøgelsen varer cirka 1½ - 2½ timer, men kan godt vare kortere eller længere tid, uden at det har nogen betydning.
Dine forældre må være hos dig indtil du sover, og igen på opvågningsstuen når du vågner efter undersøgelsen. Imens du bliver undersøgt, kan dine forældre opholde sig på Børneafdelingen/Anæstesien eller eventuelt på Røntgenafdelingens ventegang.
Hvis du skal have kontraststof
Lægen vurderer, om du skal have kontraststof i forbindelse med undersøgelsen. Hvis det er tilfældet, får du kontraststoffet gennem den nål, der allerede er anlagt. Kontraststoffet hjælper lægerne med at tolke skanningsbillederne. Nålen fjernes efter undersøgelsen.
-
Mød fastende
Du skal faste, før du skal bedøves. Følg disse regler, medmindre du har fået andet at vide af lægen:
- Stop med at spise 6 timer før. Det gælder al mad.
- Stop med at drikke 2 timer før. Du må gerne drikke klare væsker indtil 2 timer før. Klare væsker kan være: vand, saftevand, te, kaffe, juice uden frugtkød. Væsken må gerne indeholde sukker. Din krop kan bruge energien, så du har det godt.
- Put intet i munden fra 2 timer før. Lad være at tygge tyggegummi, spise pastiller eller andet, der stimulerer dannelsen af spyt.
- Du må tage medicin som aftalt med anæstesilægen. Er du i tvivl, så lad være at tage medicinen, men medbring den.
- Særligt for børn og unge under 18 år. Følg reglerne ovenfor. Du må drikke klare væsker indtil 1 time før.
- Særligt for småbørn. Barnet må få modermælk indtil 3 timer før og modermælkserstatning indtil 4 timer før.
Er du i tvivl, så kontakt os. Det er vigtigt for din sikkerhed under bedøvelsen, at du følger reglerne. Du kan se en video om fastereglerne her:
https://video.RN.dk/sadan-faster-du-for-en-operation
Tag din sædvanlige medicin
Får du vigtig medicin, må du gerne tage den inden undersøgelsen. Hvis den skal tages med vand, så brug så lidt vand som muligt.
Ring til Anæstesiafdelingen, hvis du har været forkølet
Hvis du har været forkølet og haft feber inden for de seneste 2 uger inden undersøgelsen, skal du kontakte Anæstesiafdelingen, så en læge kan vurdere, om du er rask nok til at blive bedøvet.
Undlad smykker, piercinger og makeup
Før undersøgelsen – og allerhelst hjemmefra – skal du fjerne alle metalgenstande såsom smykker, piercinger, hårnåle, hårspænder og ur. Der må heller ikke være metal, fx pailletter eller nitter, på dit tøj. Undlad også makeup, da makeup kan indeholde rester af metal. Hjælpemidler af metal, fx briller eller høreapparat, behøver du først at tage af ved selve undersøgelsen.
-
Du kommer på opvågningen
Efter undersøgelsen bliver du kørt på en opvågningsstue, hvor du skal være, indtil du kan drikke og eventuelt spise uden at kaste op. Efter ca. 2 timer kan du tage hjem.
Hav en voksen person hos dig under hjemtransporten
Du kan blive skidt tilpas og kaste op efter undersøgelsen. Vi anbefaler derfor, at du har mindst én voksen person hos dig, som har fokus på dit velbefindende under hjemtransporten.
Du får svar på undersøgelsen
Du får svar på undersøgelsen fra den læge eller afdeling, som har henvist dig.
-
Har du spørgsmål til undersøgelsen, er du velkommen til at kontakte os.
Radiologisk Afdeling
Tlf. 97 66 50 95
Vi træffes bedst:
Mandag – torsdag 8.00 – 15.00
Fredag 8.00 – 14.30
Anæstesi Nord
Tlf. 97 66 29 30
Vi træffes bedst: Mandag – fredag 8.00 – 15.00