MR-skanning af tyndtarm
Du skal have foretaget en MR-skanning. MR betyder magnetisk resonans. Skanningen foregår ved, at radiobølger og en antenne opfanger et signal, som bliver omdannet til et billede i en computer. På den måde gør skanningen det muligt at undersøge dele af kroppen som fx hjerne, knogler, brusk, ledbånd, muskler og blodårer.
-
Du skal have foretaget en MR-skanning. MR betyder magnetisk resonans. Skanningen foregår ved, at radiobølger og en antenne opfanger et signal, som bliver omdannet til et billede i en computer. På den måde gør skanningen det muligt at undersøge dele af kroppen som fx hjerne, knogler, brusk, ledbånd, muskler og blodårer.
Du skal møde 1½ time inden undersøgelsen
Dit mødetidspunkt, som står på indkaldelsesbrevet, er 1½ time før skanningen starter. I disse 1½ time skal du drikke en væske, som skal nå at fordele sig i tarmen, inden du bliver skannet. Væsken indeholder et sukkerstof.
Selve undersøgelsen
Du ligger på et leje, som bliver ført ind i en rørformet magnet. Magneten er 55 cm i diameter, og den er oplyst og TV-overvåget. Du har mulighed for at kontakte personalet under hele skanningen.
Skanningen varer 45 minutter, men du skal afsætte knap 2½ timer til undersøgelsen, da du skal møde 1½ time før. Under skanningen vil der være en række bankelyde i perioder af 1-15 minutter.
For at undersøgelsen bliver optimal, er det vigtigt, at du ligger helt stille under hele skanningen.
Du får udleveret ørepropper
MR-skanningen er forbundet med et højt støjniveau, og derfor får du udleveret høreværn/ørepropper.
Du får anlagt en nål
Du får anlagt en nål i en blodåre. Der gives Buscopan (tarmafslappende) og kontraststof igennem nålen. Nålen fjernes efter undersøgelsen.
Buscopan kan hos enkelte give kortvarige synsproblemer (det kan være svært at fokusere skarpt).
Kontraststoffet hjælper lægerne med at tolke skanningsbillederne.
Kontakt din læge, hvis du skal bruge medicin inden undersøgelsen
Har du problemer med at ligge stille på grund af smerter, eller har du tendens til klaustrofobi, så kontakt på forhånd din egen læge eller den læge, der har henvist dig, for at få smertestillende eller beroligende medicin.
Mød fastende til undersøgelsen
Du skal faste inden undersøgelsen, så din mavesæk er helt tom. Det er vigtigt, for at vi kan have et godt indblik til organerne og dermed udføre undersøgelsen bedst muligt. Møder du ikke fastende, kan vi være nødt til at aflyse din undersøgelse. Du skal derfor følge disse retningslinjer:
- Du må ikke spise, drikke mælkeprodukter eller ryge fra 4 timer før undersøgelsen. Heller ikke spise pastiller, bolsjer eller tygge tyggegummi.
- Du må gerne drikke en smule klar væske indtil 2 timer før undersøgelsen. Det kan være vand, saftevand eller te og kaffe uden mælk.
Tag din sædvanlige medicin
Får du vigtig medicin, må du gerne tage den inden undersøgelsen. Hvis den skal tages med vand, så brug så lidt vand som muligt.
Ring til os, hvis du er gravid eller ammer
Hvis du er gravid eller ammer, har det betydning i forhold til, hvordan vi gennemfører undersøgelsen. Kontakt os derfor på forhånd, så vi kan tage de rette forholdsregler.
Undlad smykker, piercinger og makeup
Før undersøgelsen – og allerhelst hjemmefra – skal du fjerne alle metalgenstande såsom smykker, piercinger, hårnåle, hårspænder og ur. Der må heller ikke være metal, fx pailletter eller nitter, på dit tøj. Undlad også makeup, da makeup kan indeholde rester af metal. Hjælpemidler af metal, fx briller eller høreapparat, behøver du først at tage af ved selve undersøgelsen.
Du får svar på undersøgelsen
Du får svar på undersøgelsen fra den læge eller afdeling, som har henvist dig.