MR-skanning (Voksen i narkose)
Du skal have foretaget en MR-skanning. MR betyder magnetisk resonans. Skanningen foregår ved, at radiobølger og en antenne opfanger et signal, som bliver omdannet til et billede i en computer. På den måde gør skanningen det muligt at undersøge dele af kroppen som fx hjernen, knogler, brusk, ledbånd, muskler og blodårer.
-
Du skal have foretaget en MR-skanning. MR betyder magnetisk resonans. Skanningen foregår ved, at radiobølger og en antenne opfanger et signal, som bliver omdannet til et billede i en computer. På den måde gør skanningen det muligt at undersøge dele af kroppen som fx hjernen, knogler, brusk, ledbånd, muskler og blodårer.
-
Inden undersøgelsen bliver du lagt i narkose. Undersøgelsen foregår ved, at du ligger på et leje, som bliver ført ind i en rørformet magnet. Magneten er 55 cm i diameter, og den er oplyst og TV-overvåget. Skanningen varer ½ - 2 timer. Under skanningen vil der være en række bankelyde i perioder af 1-15 minutter.
Hvis du skal have kontrast
Lægen vurderer, om du skal have kontraststof i forbindelse med skanningen. Hvis det er tilfældet, får du anlagt en nål i en blodåre. Du får kontraststof igennem nålen. Kontraststoffet hjælper lægerne med at tolke skanningsbillederne. Nålen fjernes efter undersøgelsen.
-
Mød fastende
Du skal faste, før du skal bedøves. Følg disse regler, medmindre du har fået andet at vide af lægen:
- Stop med at spise 6 timer før. Det gælder al mad.
- Stop med at drikke 2 timer før. Du må gerne drikke klare væsker indtil 2 timer før. Klare væsker kan være: vand, saftevand, te, kaffe, juice uden frugtkød. Væsken må gerne indeholde sukker. Din krop kan bruge energien, så du har det godt.
- Put intet i munden fra 2 timer før. Lad være at tygge tyggegummi, spise pastiller eller andet, der stimulerer dannelsen af spyt.
- Du må tage medicin som aftalt med anæstesilægen. Er du i tvivl, så lad være at tage medicinen, men medbring den.
- Særligt for børn og unge under 18 år. Følg reglerne ovenfor. Du må drikke klare væsker indtil 1 time før.
Er du i tvivl, så kontakt os. Det er vigtigt for din sikkerhed under bedøvelsen, at du følger reglerne. Du kan se en video om fastereglerne her:
https://video.RN.dk/sadan-faster-du-for-en-operation
Tag din sædvanlige medicin
Får du vigtig medicin, må du gerne tage den inden undersøgelsen. Hvis den skal tages med vand, så brug så lidt vand som muligt.
Ring til os, hvis du er gravid eller ammer
Hvis du er gravid eller ammer, har det betydning i forhold til, hvordan vi gennemfører undersøgelsen. Kontakt os derfor på forhånd, så vi kan tage de rette forholdsregler.
Ring til Anæstesien, hvis du har været forkølet
Hvis du har været forkølet og haft feber inden for de seneste 14 dage inden undersøgelsen, skal du kontakte Anæstesien, så en læge kan vurdere, om du er rask nok til at blive bedøvet.
Undlad smykker, piercinger og makeup
Før undersøgelsen – og allerhelst hjemmefra – skal du fjerne alle metalgenstande som smykker, piercinger, hårnåle, hårspænder og ur. Der må heller ikke være metal, fx pailletter eller nitter, på dit tøj. Undlad også makeup, da makeup kan indeholde rester af metal. Hjælpemidler af metal, fx briller eller høreapparat, behøver du først tage af ved selve undersøgelsen.
-
Du kommer på opvågningen
Efter MR-skanningen bliver du kørt på en opvågningsstue, hvor du skal være i cirka 2 timer.
Du må ikke være alene i 24 timer
Hvis undersøgelsen er forløbet normalt, kan du blive transporteret hjem i privat bil af en pårørende. Du må ikke selv køre bil, men skal transporteres som passager. Du må ikke være alene de næste 24 timer.
Du får svar på undersøgelsen
Du får svaret på undersøgelsen fra den læge eller afdeling, som har henvist dig.
-
Har du spørgsmål til undersøgelsen, er du velkommen til at kontakte os.
Radiologisk Afdeling
Tlf. 97 66 50 95
Vi træffes bedst:
Mandag – torsdag 8.00 – 15.00
Fredag 8.00 – 14.30
Anæstesi Syd
Tlf. 97 66 19 02
Vi træffes bedst: Mandag – fredag 8.00 – 15.00