MR-skanning af barn i narkose, Syd
Du skal have foretaget en MR-skanning. MR betyder magnetisk resonans. Skanningen foregår ved, at radiobølger og en antenne opfanger et signal, som bliver omdannet til et billede i en computer. På den måde gør skanningen det muligt at undersøge dele af kroppen som fx hjernen, knogler, brusk, ledbånd, muskler og blodårer.
-
Du skal have foretaget en MR-skanning. MR betyder magnetisk resonans. Skanningen foregår ved, at radiobølger og en antenne opfanger et signal, som bliver omdannet til et billede i en computer. På den måde gør skanningen det muligt at undersøge dele af kroppen som fx hjernen, knogler, brusk, ledbånd, muskler og blodårer.
Du skal i narkose
For at undersøgelsen bliver optimal, er det vigtigt, at du ligger helt stille under hele skanningen. Derfor skal du møde fastende og bedøves med narkose. Se den vedlagte pjece ”Når dit barn skal bedøves til CT- eller MR-skanning” for at sikre, at du møder forberedt op til undersøgelsen.
Hvis du er over 6 år, vil du have glæde af lokalbedøvende plastre, så huden er bedøvet, når vi lægger en plastikkanyle i en blodåre.
Du skal selv købe plasteret på apoteket forud for skanningen. Plasteret hedder enten Emlaplaster eller Tapinplaster og kan købes i håndkøb. Er du under 6 år har du ikke behov for plasteret. Se vejledning til brug af plastrene i det vedlagte husk-bilag.
Selve undersøgelsen
Du ligger på et leje, som bliver ført ind i en rørformet magnet. Magneten er 55 cm i diameter, og den er oplyst og TV-overvåget. Under skanningen vil der være en række bankelyde i perioder af 1-15 minutter.
Din mor eller far er sammen med dig, indtil du bliver lagt i narkose, og kan vente i venteværelset, indtil du bliver vækket, når undersøgelsen er overstået.
Skanningen varer ½ - 2 timer. Hertil kommer den tid, det tager at lægge dig i narkose og vække dig igen.
Hvis du skal have kontraststof
Lægen vurderer, om du skal have kontraststof i forbindelse med skanningen. Hvis det er tilfældet, får du anlagt en nål i en blodåre. Du får kontraststof igennem nålen. Kontraststoffet hjælper lægerne med at tolke skanningsbillederne. Nålen fjernes efter undersøgelsen.
Mød fastende til undersøgelsen
Du skal faste inden narkosen, så din mavesæk er helt tom. Møder du ikke fastende, kan vi være nødt til at aflyse den planlagte undersøgelse. Følg disse fasteregler:
For børn under 3 år:
- Du må spise og drikke normalt indtil 6 timer før undersøgelsen.
- Du må få modermælk indtil 4 timer før.
- Du må drikke klare væsker, det vil sige vand, juice uden frugtkød eller saft, indtil 2 timer før.
For børn over 3 år:
- Du må spise og drikke normalt indtil 6 timer før undersøgelsen.
- Du må drikke klare væsker, det vil sige vand, juice uden frugtkød eller saft, indtil 2 timer før.
For dit velbefindende før og efter narkosen anbefaler vi, at du drikker et glas sukkerholdig saft 2 timer før den planlagte undersøgelse eller behandling og derefter ingenting, til narkosen er overstået.
Følg disse retningslinjer, medmindre anæstesilægen har givet dig anden vejledning.
Tag din sædvanlige medicin
Får du medicin, må du gerne tage den inden undersøgelsen. Hvis den skal tages med vand, så brug så lidt vand som muligt.
Ring til Anæstesien, hvis du har været forkølet
Hvis du har været forkølet og haft feber inden for de seneste 14 dage inden undersøgelsen, skal du kontakte Anæstesien, så en læge kan vurdere, om du er rask nok til at blive bedøvet.
Undlad smykker, piercinger og makeup
Før undersøgelsen – og allerhelst hjemmefra – skal du fjerne alle metalgenstande som smykker, piercinger, hårnåle, hårspænder og ur. Der må heller ikke være metal, fx pailletter eller nitter, på dit tøj. Undlad også makeup, da makeup kan indeholde rester af metal. Hjælpemidler af metal, fx briller eller høreapparat, behøver du først tage af ved selve undersøgelsen.
Du kommer på opvågningen
Efter MR-skanningen bliver du kørt på en opvågningsstue, hvor du skal være i cirka 2 timer.
Du skal have 2 voksne med i bilen på vejen hjem
Hvis undersøgelsen er forløbet normalt, kan du blive transporteret hjem i privat bil som passager. Vi anbefaler, at du har 2 voksne med i bilen. 1 der kan være chauffør, og 1 der kan tage sig af dig.
Du må ikke være alene i 24 timer
Du må ikke være alene i de første 24 timer efter undersøgelsen.
Du får svar på undersøgelsen
Du får svaret på undersøgelsen fra den læge eller afdeling, som har henvist dig.