Brystforstørrende operation
Du skal have en brystforstørrende operation, BFO, i forbindelse med en kønsskifteoperation.
Brystimplantatet består af en fast silikonemasse. De implantater, vi anvender, hedder Mentor-implantater og er af højeste kvalitet med over 40 års erfaring.
Implantaterne er med skærefast silikone og kan derfor være runde (halvkugler) eller anatomiske (dråbeformede).
Indgrebet ”skræddersys” ud fra dine dimensioner på brystkassen og der stiles mod et naturligt look, der harmonerer med resten af din krop.
-
Du skal have en brystforstørrende operation, BFO, i forbindelse med en kønsskifteoperation.
Brystimplantatet består af en fast silikonemasse. De implantater, vi anvender, hedder Mentor-implantater og er af højeste kvalitet med over 40 års erfaring.
Implantaterne er med skærefast silikone og kan derfor være runde (halvkugler) eller anatomiske (dråbeformede).
Indgrebet ”skræddersys” ud fra dine dimensioner på brystkassen og der stiles mod et naturligt look, der harmonerer med resten af din krop.
Under operationen er du fuldt bedøvet.
Inden du bliver bedøvet, bliver du koblet til et drop, som giver dig væske gennem et plastikrør i håndryggen. Lægen, der skal operere, taler først med dig om, hvad der skal foregå, tegner op, hvor snit skal lægges, og herefter bliver du bedøvet.
Implantaterne lægges ind gennem en cirka 5,5 cm lang åbning i furen under brystet. Arret skjules i furen. Risikoen for efterblødning og for at skade følsomhed af brystvorterne er mindre med denne teknik.
Implantaterne kan placeres over eller under brystmusklen. Det er mest normalt at placere den under brystmusklen, da det giver mindre risiko for rotation af implantatet, for rynker og for kapseldannelse.
Huden lukkes herefter i 3 lag indvendigt fra, og du får en plasterforbinding og en sports-BH på.
Operationen varer cirka 45 minutter.
Efter operationen bliver du kørt til opvågningsstuen, hvor du bliver observeret, indtil du er vågen efter bedøvelsen. Først herefter bliver du kørt tilbage på sengeafsnittet.
Undlad at ryge i 8 uger
For at mindske risikoen for infektion og sikre en bedre heling efter operationen SKAL du undlade at ryge samt bruge nikotinholdige præparater i 8 uger før operationen. Det samme gælder brugen af E-cigaretter uden nikotin og vandpibe. Overholder du ikke dette, forbeholder vi os ret til at aflyse din operation.
Tag ikke fiskeolie eller andre blodfortyndende kosttilskud
For at mindske risiko for blødning ved operationen, skal du stoppe med at spise fiskeolie og andre blodfortyndende kosttilskud fra 3 uger før operationen.
Fjern hårvækst
Du skal fjerne hårvæksten i din armhule 2 dage før operationen. Hårfjerningen skal ske 2 dage før for at småskrammer kan nå at hele og ikke give anledning til infektion.
Medbring medicin
Tager du daglig medicin, så husk at tage den med.
Mød fastende til aftalen
Du skal faste inden narkosen, så din mavesæk er helt tom. Det er vigtigt, så der ikke opstår risiko for, at mad i mavesækken kan løbe tilbage gennem spiserøret og ned i lungerne. Møder du ikke fastende, kan vi være nødt til at aflyse din aftale. Du skal derfor følge disse retningslinjer:
- Du må ikke spise fra 6 timer inden undersøgelsen eller behandlingen. Du må heller ikke drikke mælkeprodukter eller spise pastiller, bolsjer og tyggegummi.
- Du må gerne drikke klare væsker indtil 2 timer før. Det kan fx være vand, saftevand eller te og kaffe uden mælk.
- For dit velbefindende før og efter narkosen anbefaler vi, at du drikker et stort glas saft 2 timer før den planlagte undersøgelse eller behandling og derefter ingenting, til narkosen er overstået.
Følg disse retningslinjer, medmindre narkoselægen har givet dig anden vejledning.
Vask dig grundigt før operationen
Tag et bad om aftenen eller morgenen, og vask dig grundigt med vand og sæbe – særligt på stedet for indgrebet. Tag også renvasket tøj på. Undlad at smøre dig ind i fed creme, da det gør det vanskeligt at desinficere dig inden operationen. Så har du gjort det, du kan, for at mindske risikoen for infektion.
Fjern make-up og løse genstande
Af hensyn til hygiejne og sikkerhed under operationen skal du forberede dig således:
- Make-up. Fjern al make-up og neglelak. Under operationen skal vi kunne iagttage din huds naturlige farver.
- Duft. Undlad at bruge deodorant på operationsdagen.
- Smykker. Fjern løse dele såsom smykker, piercinger, ur og ringe. Smykker og piercinger er samlingssted for bakterier, der øger risikoen for infektion. Lad helst smykker og lignende blive hjemme.
- Daglige hjælpemidler. Briller, høreapparat og tandprotese må du beholde indtil vi bedøver dig.
- Kontaktlinser. Linser må du gerne beholde i. Fortæl dog sygeplejersken, hvis du bruger linser.
Efter operationen vil brysterne være spændte og hævede.
Med tiden vil vævet give sig, og brysterne får en mere naturlig facon. Brystvævet vil synke. Dette er helt naturligvis og forventeligt. Med andre ord, så er det ikke muligt at opnå et resultat efter operation, der holder hele livet.
Sig til, hvis du får smerter
Du kan have smerter efter operationen. Vi tilbyder dig smertestillende medicin, og hvis du har behov for mere, må du sige til. Det er vigtigt, at du ikke har flere smerter, end at du kan slappe af og også komme ud af sengen. Det er værd at bemærke, at denne operation som regel er smertefuld, specielt hen over brystbenet.
Hurtigt ud af sengen
Det er vigtigt, at du kommer i gang med at bevæge dig efter operationen. Det mindsker risikoen for komplikationer. Du skal derfor forvente, at vi allerede få timer efter operationen beder dig om at komme ud af sengen og gå omkring. Vi støtter dig selvfølgelig i det omfang, du har brug for det.
Udskrivelse
Du kan som regel udskrives dagen efter operationen.
Sygemeld dig
Du må forvente at være sygemeldt i en periode efter operationen. Hvor længe du skal være sygemeldt, afhænger af den fysiske aktivitet i dit arbejde samt dit generelle helbred. Som regel er det nødvendigt at være sygemeldt i 1-2 uger efter denne behandling, men tal med lægen om netop dit behov.
Bad og plaster
Du må tage brusebad 2 døgn efter operationen. På operationssåret sidder hudvenligt plaster, som gerne må blive vådt. Dup plasteret tørt, inden du klæder dig på efter badet.
Brug beskyttende plaster i 3 måneder
For at undgå at arrene bliver breddeøgede, bør du anvende Micropore-plaster (brunt papirplaster) på langs af arrene i 3 måneder efter operationen. Du skal skifte plaster 1-2 gange ugentligt. Du kan købe plastret på apoteket.
Undlad fortsat at ryge
Nikotin får blodkarrene til at trække sig sammen, hvorved der ikke kommer nok ilt til det område, hvor du er opereret. Det nedsætter sårets heling og øger risikoen for infektion, og du bør derfor undlade at ryge samt bruge nikotinholdige præparater i 8 uger efter operationen. Dette gælder ligeledes E-cigaretter uden nikotin.
Tag smertestillende efter behov
Du kan have lette smerter eller ubehag i den første tid efter operationen. Du kan lindre smerterne med smertestillende medicin fra håndkøb.
Tag den med ro i den første tid
- De første 3 uger må du ikke løfte på noget, der er tungere end 1 kilo i hver hånd, og du må ikke køre bil eller cykle. Dette er for at undgå blødning under brystmuskulaturen.
- Har du fået indopereret anatomiske implantater, må du maximalt bevæge armene 45 grader i de første 8 uger for at undgå fejlrotation.
- Skulderleddet må du gerne bevæge for ikke at blive stiv i dette led.
- Aftal med lægen, hvornår du må begynde at motionere.
Undgå solen
Arret er meget sart. Du bør beskytte arret mod solen i det første år, så det heler så pænt som muligt. Mens arret endnu er rødt, bør du beskytte det med tøj, solcreme eller plaster. Gå heller ikke i solarium.
Forvent ændret følesans
Følesansen i huden er ofte nedsat.
Vask gerne arrene
Du må gerne vaske arrene med sæbe og smøre dem med uparfumeret creme. Det kan du gøre de dage, hvor du skifter plastrene. Huden har godt af at blive smurt med fed creme, da den kan blive tør ved brug af plaster.
Vent med at bruge bh med bøjle
De første 3 måneder skal du anvende en sports-BH døgnet rundt for at støtte brystet godt. Herefter må du anvende bøjle-BH.
Vær opmærksom på infektion
Får du feber eller rødme, varme og smerte ved såret, kan det være tegn på infektion, som skal behandles. Kontakt os, din egen læge eller Lægevagten, hvis du oplever tegn på infektion.
Udover infektion er der risiko for komplikationer i form af føleforstyrrelser, blødning, fejlrotation samt kapseldannelse. Risikoen stiger, hvis du er overvægtig eller ryger.
Let øget risiko for lymfekræft
For alle rekonstruktioner med implantater gælder, at der er en ganske lille risiko for udvikling af en ikke-aggressiv form for lymfekræft i området omkring implantatet. Den årlige risiko er på 1-2 kvinder ud af 100.000. Til sammenligning udvikler 1 ud af 8-10 kvinder brystkræft set som en livstidsrisiko.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.