Behandling af basalcellekræft i huden
Hudkræft er den almindeligste kræftsygdom i Danmark i dag. Hudkræft opstår ved en skadelig påvirkning af hudens celler og kan vise sig som almindelig hudkræft eller som modermærkekræft. Almindelig hudkræft er oftest af typen basalcellekræft eller pladecellekræft. I det følgende kan du læse om behandling af basalcellekræft.
Hudkræft opstår i cellerne i hudens vækstlag. I langt de fleste tilfælde er det solens ultraviolette stråler, som er skyld i hudkræft. Der findes dog også hudkræft, som er opstået af andre årsager.
Hudkræft kan vise sig som en knude i huden eller som et sår, som ikke kan hele. Der skal dog tages en vævsprøve til nærmere undersøgelse, før diagnosen kan stilles.
Basalcellekræft i huden
Basalcellekræft er en form for hudkræft, hvor knuden i huden vokser meget langsomt og ofte udvikler sig over flere år. Knuden vokser på stedet og breder sig ikke til andre dele af kroppen.
Basalcellekræft er meget fredelig, men da der efterhånden dannes sår, som vokser og ikke kan hele, er det en god idé at fjerne knuden.
Den væsentligste årsag til basalcellekræft i huden er forbrændinger forårsaget af solen. Derfor ses denne kræftform oftest hos ældre mennesker, og kræften sidder på de steder, hvor huden har været mest udsat for sol – typisk i ansigtet. Folk med udendørs arbejde, ivrige soldyrkere eller personer med lys hud er også mere udsat for denne kræftform.
Det er ikke ualmindeligt, at man udvikler 2 eller flere knuder, når man har basalcellekræft, og man skal derfor være opmærksom på voksende knuder eller sår, der ikke kan hele. Sådanne forandringer bør kontrolleres hos lægen.