Undersøgelse af skildvagtlymfeknude ved modermærkekræft
På grund af din modermærkekræft vil vi undersøge, om kræften har spredt sig. Det gør vi ved at undersøge den såkaldte skildvagtlymfeknude, som tidligt kan afsløre, om kræftcellerne har spredt sig.
Skildvagtlymfeknuden, også kaldet Sentinel Node, er den første lymfeknude i en gruppe af lymfeknuder, som renser lymfevæsken fra hudområdet med modermærkekræft. Det vil sige, at skildvagtlymfeknuden er det første sted, som kræftceller kan sprede sig til. Hvis undersøgelsen af skildvagtlymfeknuden viser, at kræftcellerne har spredt sig, kan der blive tale om evt. medicinsk behandling på Onkologisk Afdeling.
-
På grund af din modermærkekræft vil vi undersøge, om kræften har spredt sig. Det gør vi ved at undersøge den såkaldte skildvagtlymfeknude, som tidligt kan afsløre, om kræftcellerne har spredt sig.
Skildvagtlymfeknuden, også kaldet Sentinel Node, er den første lymfeknude i en gruppe af lymfeknuder, som renser lymfevæsken fra hudområdet med modermærkekræft. Det vil sige, at skildvagtlymfeknuden er det første sted, som kræftceller kan sprede sig til. Hvis undersøgelsen af skildvagtlymfeknuden viser, at kræftcellerne har spredt sig, kan der blive tale om evt. medicinsk behandling på Onkologisk Afdeling.
-
Fjernelse af skildvagtlymfeknuden sker samtidig med, at du får fjernet væv fra området, hvor din modermærkekræft har siddet.
Inden operationen sprøjter vi en smule radioaktiv væske, også kaldet sporstof, ind i huden omkring stedet med modermærkekræft. Efter et par timer kan vi med en speciel skanner se, hvilken gruppe af lymfeknuder sporstoffet er ført til, og hvor skildvagtlymfeknuden findes. Denne del af undersøgelsen foregår på Nuklearmedicinsk Afdeling. Den radioaktive væske er ikke farlig for dig.
Selve operationen foregår senere samme dag på Plastikkirurgisk Afdeling.
Under operationen er du fuldt bedøvet. Inden du bliver bedøvet, bliver du koblet til et drop, som giver dig væske gennem et plastikrør i håndryggen. Lægen, der skal operere, taler først med dig om, hvad der skal foregå, og herefter bliver du bedøvet.
Ved hjælp af en skanner kan lægen fjerne skildvagtlymfeknuden gennem et snit i huden. Den bortopererede skildvagtlymfeknude bliver efterfølgende undersøgt grundigt.
Selve operationen varer cirka 1½ time. Efter operationen bliver du kørt til opvågningsstuen, hvor du bliver observeret, indtil du er vågen efter bedøvelsen. Først herefter bliver du kørt tilbage på sengestuen.
-
Mød fastende
Du skal faste, før du skal bedøves. Følg disse regler, medmindre du har fået andet at vide af lægen:
- Stop med at spise 6 timer før. Det gælder al mad.
- Stop med at drikke 2 timer før. Du må gerne drikke klare væsker indtil 2 timer før. Klare væsker kan være: vand, saftevand, te, kaffe, juice uden frugtkød. Væsken må gerne indeholde sukker. Din krop kan bruge energien, så du har det godt.
- Put intet i munden fra 2 timer før. Lad være at tygge tyggegummi, spise pastiller eller andet, der stimulerer dannelsen af spyt.
- Du må tage medicin som aftalt med anæstesilægen. Er du i tvivl, så lad være at tage medicinen, men medbring den.
- Særligt for børn og unge under 18 år. Følg reglerne ovenfor. Du må drikke klare væsker indtil 1 time før.
Er du i tvivl, så kontakt os. Det er vigtigt for din sikkerhed under bedøvelsen, at du følger reglerne. Du kan se en video om fastereglerne her:
https://video.RN.dk/sadan-faster-du-for-en-operation
Vask dig grundigt før operationen
Tag et bad om aftenen eller morgenen, og vask dig grundigt med vand og sæbe – særligt på stedet for indgrebet. Tag også renvasket tøj på. Undlad at smøre dig ind i fed creme, da det gør det vanskeligt at desinficere dig inden operationen. Brug heller ikke deodorant, hvis du skal opereres i armhulen. Så har du gjort det, du kan, for at mindske risikoen for infektion.
Fjern makeup og løse genstande
Af hensyn til hygiejne og sikkerhed under operationen skal du forberede dig således:
- Makeup. Fjern al makeup og neglelak. Under operationen skal vi kunne iagttage din huds naturlige farver.
- Duft. Undlad at bruge deodorant på operationsdagen.
- Smykker. Fjern løse dele såsom smykker, piercinger, ur og ringe. Smykker og piercinger er samlingssted for bakterier, der øger risikoen for infektion.
- Daglige hjælpemidler. Briller, høreapparat og tandprotese må du beholde på/i indtil vi bedøver dig.
- Kontaktlinser. Linser må du gerne beholde i. Fortæl dog sygeplejersken, hvis du bruger linser.
-
Du kan tage hjem senere samme dag.
-
Undgå karbad, svømmehal og havbad
Du må tage brusebad fra dagen efter operationen. For at mindske risikoen for infektion fraråder vi dig at tage karbad, gå i svømmehal og bade i havet de første 2-3 uger efter operationen, eller indtil sårene er helet.
Undgå rygning og nikotinerstatning
Rygning nedsætter sårets evne til at hele og øger risikoen for infektion. Derfor bør du undlade at ryge samt bruge nikotinholdige præparater og E-cigaretter uden nikotin i 8 uger efter operationen.
Vær opmærksom på infektionstegn eller blødning
Får du feber, rødme, varme og smerte ved såret, kan det være tegn på infektion, som skal behandles. Kontakt din egen læge eller vagtlæge, hvis du oplever tegn på dette.
Brug beskyttende plaster i 3 måneder
For at undgå at arrene bliver breddeøgede, bør du anvende Micropore-plaster (brunt papirplaster) på langs af arrene i 3 måneder efter operationen. Du skal skifte plaster 2 gange ugentligt. Du kan købe plastret på apoteket.
Svar på prøven
Skildvagtlymfeknuden skal undersøges grundigt, og det tager 8-10 dage. Hvis undersøgelsen viser, at der er kræftceller i skildvagtlymfeknuden, kan der blive tale om evt. medicinsk behandling på Onkologisk Afdeling. Under alle omstændigheder tilbydes du kontrol hos onkologerne.
-
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os. Vil du vide mere om modermærkekræft og undersøgelse af skildvagtlymfeknuden, kan du eventuelt læse mere på patienthåndbogen.dk. Søg på: ’Modermærkekræft, behandling’.
Plastik- og Mammakirurgisk Afdeling
Tlf. 97 66 06 24
Vi træffes bedst: Mandag – fredag 7.00 – 10.00 og 13.00