Fjernelse af brystet
Dette er en information til dig og dine pårørende om den operation, som du skal have foretaget, da du i samråd med lægen har besluttet at få fjernet dit bryst. Fjernelse af brystet kaldes også en mastektomi.
-
Dette er en information til dig og dine pårørende om den operation, som du skal have foretaget, da du i samråd med lægen har besluttet at få fjernet dit bryst. Fjernelse af brystet kaldes også en mastektomi.
-
Inden du bliver bedøvet, får du lagt et drop i håndryggen, som giver dig væske. Du bliver også tilkoblet overvågningsudstyr.
Hvis lægen vurderer det nødvendigt, vil der blive lagt et dræn (en tynd plastikslange) ved såret for at lede overskydende blod og sårvæske væk. Drænet fjernes dagen efter operationen.
Under operationen fjerner lægen dit bryst, og du har efterfølgende et sår, som dækkes af plaster.
Selve operationen varer cirka 2 timer. Efter operationen bliver du kørt til opvågningsstuen, hvor du bliver observeret, indtil du udskrives til dagsafsnittet.
-
Mød fastende
Du skal faste, før du skal bedøves. Følg disse regler, medmindre du har fået andet at vide af lægen:
- Stop med at spise 6 timer før. Det gælder al mad.
- Stop med at drikke 2 timer før. Du må gerne drikke klare væsker indtil 2 timer før. Klare væsker kan være: vand, saftevand, te, kaffe, juice uden frugtkød. Væsken må gerne indeholde sukker. Din krop kan bruge energien, så du har det godt.
- Put intet i munden fra 2 timer før. Lad være at tygge tyggegummi, spise pastiller eller andet, der stimulerer dannelsen af spyt.
- Du må tage medicin som aftalt med anæstesilægen. Er du i tvivl, så lad være at tage medicinen, men medbring den.
- Særligt for børn og unge under 18 år. Følg reglerne ovenfor. Du må drikke klare væsker indtil 1 time før.
Er du i tvivl, så kontakt os. Det er vigtigt for din sikkerhed under bedøvelsen, at du følger reglerne. Du kan se en video om fastereglerne her:
https://video.RN.dk/sadan-faster-du-for-en-operation
Fjern makeup og løse genstande
Af hensyn til hygiejne og sikkerhed under operationen skal du forberede dig således:
- Makeup. Fjern al makeup og neglelak. Under operationen skal vi kunne iagttage din huds naturlige farver.
- Smykker. Fjern løse dele såsom smykker, ur og ringe. Smykker er samlingssted for bakterier, der øger risikoen for infektion.
- Daglige hjælpemidler. Briller, høreapparat og tandprotese tager vi af dig lige inden narkosen.
- Kontaktlinser. Du må ikke have kontaktlinser på under operationen.
Fjern hår i operationsområdet
2 dage før operationen skal du fjerne hår i armhulen. Undlad at bruge en skraber, da denne kan efterlade små rifter i huden og derved øge risikoen for infektion. Barber dig derfor med en barbermaskine eller trimmer. Hvis du ikke selv har mulighed for at barbere dig, vil vi hjælpe på operationsdagen.
Vask dig grundigt før operationen
Tag et bad om aftenen eller morgenen, og vask dig grundigt med vand og sæbe – særligt på stedet for indgrebet. Tag også renvasket tøj på. Undlad at smøre dig ind i fed creme, da det gør det vanskeligt at desinficere dig inden operationen. Brug heller ikke deodorant. Så har du gjort det, du kan, for at mindske risikoen for infektion.
Tag medicin som aftalt på forberedelsesdagen
Hvis du plejer at tage medicin om morgenen, er det narkoselægen, der bestemmer, hvad du eventuelt skal have på operationsdagen.
Tag imod smertestillende før operationen
Vi giver dig en eller flere tabletter, som du må skylle ned med vand. Tabletterne er oftest langtidsvirkende smertestillende medicin, der optages under operationen og så virker efter operationen.
-
Risiko for blødning
De første timer efter operationen er der en lille risiko for, at der kan opstå blødning i såret Sker det, kan det blive nødvendigt at stoppe blødningen ved en ny, mindre operation. Denne blødning kan farve huden omkring såret blå. Den blå farve forsvinder af sig selv i løbet af 2-3 uger.
Hurtigt ud af sengen
Det er vigtigt, at du kommer i gang med at bevæge dig efter operationen. Det mindsker risikoen for komplikationer. Du skal derfor forvente, at vi allerede få timer efter operationen beder dig om at komme ud af sengen og gå omkring. Vi støtter dig selvfølgelig i det omfang, du har brug for det.
Fysioterapi
Efter en brystoperation kan muskler og sener på brystvæggen og omkring skulderleddet blive stramme og midlertidigt svækkede. I dit behandlingsforløb kommer du derfor til at snakke med en fysioterapeut, der vejleder dig i forebyggende øvelser.
Udskrivelse
Du bliver udskrevet samme dag af en sygeplejerske.
-
Fjern forbindingen
Du skal fjerne forbindingen 24 timer efter operationen. Hvis du har brune strips, skal disse fjernes alt efter aftale med sygeplejersken.
Sygemeld dig
Du må forvente at være sygemeldt i en periode efter operationen. Hvor længe du skal være sygemeldt, afhænger af dit fysiske og psykiske helbred. Tal med lægen om netop dit behov.
Undgå karbad, svømmehal og havbad
Du må tage brusebad fra dagen efter operationen. For at mindske risikoen for infektion fraråder vi dig at tage karbad, gå i svømmehal og bade i havet de første 2-3 uger efter operationen.
Vær opmærksom på infektion
Får du rødme, varme, smerte eller feber, kan det være tegn på betændelse ved operationssåret, og du skal behandles. Kontakt os, hvis du oplever tegn på infektion. Uden for vores åbningstid skal du kontakte Lægevagten.
Forvent dannelse af sårvæske
Hvor brystet er fjernet, er der en indvendig sårflade, som danner sårvæske. Sårvæsken kaldes også serom. De fleste patienter danner serom efter operationen. Det kan ophobe sig under såret og kan vise sig som hævelse og spænding i huden.
Bliver du generet af serom, kan du få det tømt ud gennem en kanyle. Du kan som regel ikke mærke stikket, da du i nogen tid efter operationen vil være følelsesløs i området omkring såret. Det kan være nødvendigt at få tømt serom flere gange med nogle dages mellemrum. Kontakt os per telefon, helst mellem klokken 8.00 og 9.00 på hverdage, hvis du har behov for at få tømt serom.
Seromdannelse er helt normalt efter den operation, du har gennemgået.
Undlad at ryge
Nikotin får blodkarrene til at trække sig sammen, hvorved der ikke kommer nok ilt til det område, hvor du er opereret. Det nedsætter sårets heling og øger risikoen for infektion. Vi anbefaler derfor, at du undlader at ryge og undlader at bruge nikotinholdige præparater i 8 uger efter operationen. Dette gælder ligeledes e-cigaretter uden nikotin.
-
Når dit bryst er blevet fjernet, får du et asymmetrisk udseende. For at gøre denne asymmetri mindre synlig får du en brystprotese. Senere kan du eventuelt tilbydes en rekonstruktion af brystet.
Udover at give dig et symmetrisk udseende har protesen også betydning for din balance i kroppen og din kropsholdning. Vi vil vise dig forskellige typer af brystproteser. Nogle er selvsiddende, mens andre sættes ind i en bh.
Inden operationen vil du blive tilbudt en bh med en midlertidig brystprotese. Når du efterfølgende har fået svar på din operation, vil vi tale med dig om eventuel mulighed for anden protese.
-
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.
Plastik- og Mammakirurgisk Afdeling
Tlf. 97 66 06 24
Vi træffes bedst: Mandag – fredag 7.00 – 10.00 og 13.00