Kikkertundersøgelse af mavesækken
Du skal have lavet en kikkertundersøgelse af dit spiserør, din mavesæk og din tolvfingertarm – også kaldet en gastroskopi. Undersøgelsen er nødvendig for at se, om der er forandringer i området, der kan forklare dine symptomer.
-
Du skal have lavet en kikkertundersøgelse af dit spiserør, din mavesæk og din tolvfingertarm – også kaldet en gastroskopi. Undersøgelsen er nødvendig for at se, om der er forandringer i området, der kan forklare dine symptomer.
-
Inden undersøgelsen taler du med lægen, og har mulighed for at få svar på eventuelle spørgsmål.
Undersøgelsen foregår gennem spiserøret ved, at lægen fører et langt rør ind i din mund, ned i dit spiserør til maven og ud i tolvfingertarmen. Under hele undersøgelsen ligger du på et leje på venstre side. Mens lægen fører røret ind i din mund, beder vi dig lave almindelige synkebevægelser.
Undersøgelsen er smertefri, men det kan føles ubehageligt, når røret føres ned igennem dit svælg. Du vil komme til at bøvse og få opkastfornemmelse. For at beskytte kikkerten og dine tænder, får du en plastikbidering i munden.
For enden af røret sidder et kamera, som gør det muligt for os at se indersiden af dit spiserør, din mavesæk og din tolvfingertarm. Vi kan også se, om der er sår, udposninger eller svulster i området.
Hvis lægen vurderer, at det er nødvendigt, tager vi vævsprøver (biopsier) fra slimhinden til yderligere undersøgelse.
Undersøgelsen varer cirka 5-10 minutter.
-
Hold pause med medicin mod halsbrand
Hvis du får medicin for halsbrand eller sure opstød, skal du holde pause med denne medicin fra 1 uge inden undersøgelsen. Få reguleret eventuel blodfortyndende medicin
Hvis du er i behandling med blodfortyndende medicin (Marevan®), må INR må højest være 3,0 på dagen for undersøgelsen.
Du bedes kontakte os for at aftale tidspunkt for blodprøve på undersøgelsesdagen.
Mød fastende
Du skal faste inden undersøgelsen. Følg disse regler, medmindre du har fået andet at vide af lægen:
- Stop med at spise 6 timer før. Det gælder al mad.
- Stop med at drikke 2 timer før. Du må gerne drikke klare væsker indtil 2 timer før. Klare væsker kan være: vand, saftevand, te, kaffe, juice uden frugtkød. Væsken må gerne indeholde sukker. Din krop kan bruge energien, så du har det godt.
- Put intet i munden fra 2 timer før. Lad være at tygge tyggegummi, spise pastiller eller andet, der stimulerer dannelsen af spyt.
- Du må tage medicin som aftalt med anæstesilægen. Er du i tvivl, så lad være at tage medicinen, men medbring den.
- Særligt for børn og unge under 18 år. Følg reglerne ovenfor. Du må drikke klare væsker indtil 1 time før.
Er du i tvivl, så kontakt os. Du kan se en video om fastereglerne her:
https://video.RN.dk/sadan-faster-du-for-en-operation
Tag din morgenmedicin
Tag din sædvanlige morgenmedicin med lidt vand om morgenen inden undersøgelsen.
Oplys os om eventuelle tandproblemer
På grund af bideringen i munden er det vigtigt, at du fortæller os om eventuelle tandproblemer, inden vi påbegynder undersøgelsen.
-
Forvent ømhed i halsen
Du kan være øm i halsen og svælget i op til 1 døgn efter undersøgelsen. Du kan også have luft i maven og eventuelt en smule diarré.
Få svar på undersøgelsen
Du får svar på undersøgelsen, inden du tager hjem. Har lægen taget vævsprøver, vil der gå cirka 2-3 uger, inden du modtager svar per brev eller i din Digital Post.
-
En gastroskopi er en meget sikker undersøgelse, hvor der kun i sjældne tilfælde opstår komplikationer. Det kan dreje sig om blødning eller hul på de organer, vi undersøger.
I sjældne tilfælde kan der ske skader på tænderne, når røret bliver ført ind.
Kontakt en læge, hvis der opstår komplikationer
Hvis du i det første døgn efter undersøgelsen oplever vedvarende mavesmerter, kraftig blødning, får feber eller bliver utilpas, skal du kontakte din egen læge eller vagtlægen på tlf. 70 15 03 00.
-
Hvis du har fået taget en vævsprøve, må du ikke donere blod i 4 måneder efter undersøgelsen.
-
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os. Vil du vide mere om kikkertundersøgelse af spiserør og mavesæk (gastroskopi), kan du eventuelt læse mere på patienthåndbogen.dk. Søg på: ”gastroskopi”.
Visitationssekretariatet, Thisted
Tlf. 97 65 06 46
Vi træffes bedst: Mandag – fredag 7.30 – 9.00 og 13.00 – 14.00
Kan kontaktes ved spørgsmål om din tid.
Sygeplejersken
Tlf. 97 65 06 19
Vi træffes bedst: Mandag – fredag 13.00 – 14.30
Kan kontaktes ved spørgsmål om undersøgelsen.